Ærø #1: Voderup Klint

Som mange af jer måske ved, så er vi flyttet fra byen og ud på landet, ja faktisk fra fastlandet og ud på en ø. Det var et stort skridt for mig, men jeg er glad for denne beslutning indtil videre. Jeg har fundet en ro, som jeg ikke har fundet andre steder. Her er helt stille og det er ikke til at fatte hvor meget den ro kan gøre for mig. Jeg har kun boet her i 10 dage indtil videre, sådan cirka. Vi flyttede her til i April, men vi har ikke været meget hjemme, fordi vi skulle til mange arrangementer på fastlandet. Vi har virkelig fået kørt og sejlet en del i hele April. 1. maj var vores første dag, hvor vi kunne slappe af, eller min første dag, for kæresten tog på havet dagen før, så han for ikke af se hvor smuk øen er lige nu, men han kommer snart hjem igen og så kan han se hvor smukt her er <3 Nå, men det jeg ville tale lidt om er et af mine yndlings steder her på øen. En gang i mellem vil jeg vise lidt af Ærø til jer. Det vil ikke overtage bloggen her, som stadig vil være mest om bøger – det lover jeg. Der er noget på Ærø, som også er om bøger – bibliotekerne, ja der er to og dem vil jeg skrive om og jeg glæder mig til at dele det med jer 🙂

Voderup Klint er delt op i to. Der er det store område med græs, hvor der går køer, så vidt jeg husker. Jeg har læst at der skulle være græssende dyr her, men jeg har endnu ikke mødt dem. Jeg ved ikke om det er fordi de bare ikke er der hvor jeg går. Jeg har jo endnu ikke været alle vegne endnu. Det er et stort område. Jeg var ved at fare vild forleden dag og igen her til morgen 🙂 Jeg elsker at det er så stort at jeg har kunne se nye ting hver eneste gang jeg har været der. Der er mange steder, hvor der ikke engang er en sti, men det virker til at man godt må gå der alligevel. Det håber jeg, for jeg har vadet ind igennem det hele, selvfølgelig med forsigtighed, da jeg ikke vil skade dyrelivet her.

Klinterne er så bakkede, at man altid for motion nok til flere dage. Jeg har i hvert fald ondt i benene hver gang jeg har været dernede for en god lang tur. Jeg elsker at jeg kan tage en let tur og en udfordrende tur i det samme område. Jeg elsker området for dens forskellighed. Hvis jeg bare vil se på den rolige natur, med grønt græd, lidt buske og sådan lidt, så går jeg bare i det øverste plan. Du kan sagtens få en god udfordrende tur i top niveauet – der er mange niveauer, som man kan gå på og man kan se vandet hele tiden 🙂 Det er bare så dejlig en bonus.

Det er meget smukkere i virkeligheden, end på de billeder jeg har med her. Det er også svært at se hvor meget det bugter sig, men man kan godt få en fornemmelse af det på billederne, men jeg vil stadig anbefale dig at se det selv, hvis du kommer forbi en dag 🙂 Her er altid fuglesang og det gør mig så glad. Jeg holder meget af dette sted, for dens natur, men også dens dyreliv. Jeg har ikke set så mange dyr endnu, men der skulle være nogle sjældne frøer, køer, krybdyr (salamander lignende dyr), fugle og sikkert også andre dyr, som jeg ikke lige har hørt om eller set endnu.

Som du kan fornemme her, så er der langt ned. I solnedgangen er det her bare så smukt. De billeder ovenfor denne tekst er taget samme dag og dem under en anden dag. Jeg elsker at der er lavet lidt trapper og stier nogen steder. Lige denne sti går hele vejen ned til vandet og det er der vi skal hen nu. Ned i den anden del, hvor naturen er meget anderledes end her oppe.

Den sidste del af den sti vi startede på på billedet ovenover. Forenden af trappen ligger “stranden” eller hvad man nu lige kalder det. Det er et meget langt stykke med sten i forskellige størrelser. Her var jeg nede igår, hvor jeg gik til venstre, så ved slet ikke hvordan det ser ud til højre udover det jeg kan se når jeg kommer ned. Jeg gik der ved solnedgangen, så lyset er anderledes men jeg synes selv at det giver nogle andre billeder 🙂 Stadig gode, men bare skønne på en anden måde. På de næste billeder kan du se hvor stor en forskel der er på de to områder, selvom de ligger lige op og ned af hinanden. Det er to dele af samme område, men hold da op en stor forskel der er.

Her er ingen græs, intet grønt, men masser af brunt i gråt og blåt. Det er simpelthen så smukt, at jeg ikke kan lade være med at stirre på det 🙂 Det er en drastisk forandring fra det grønne område og det er meget udfordrende at gå i alle de sten, men det er det hele værd. Lyden er bølgerne der slår mod stenene er bare så dejlig en lyd. Jeg er muligvis lidt miljøskadet, efter at være vokset op med to sømænd, som forældre og nu er jeg kæreste med en sømand. Jeg elsker havet og lyden af det. Lige igår var der meget tang, som lugtede lidt tangagtigt, men jeg tænker at det er en del af det at være herude ved havet 🙂

Der er noget sjovt med det her træ. Alle andre træer er blæst den modsatte vej, altså ind mod land, men det her er ved at fald ned på stenene i stedet for. Det er spøjst. Det er det eneste træ der vælter den vej. Det giver lidt forandring i landskabet, som jeg ligger mærke til. Der er hele tiden forandringer hernede, fordi havet er forskelligt fra dag til dag, solen er forskellig, men undervejs er stenene også forskellige og det man kigger på i venstre side forandres også. Det her er bare lidt af den natur du kan opleve på Voderup klint. Resten må du selv opleve. Jeg glæder mig meget til at se hvordan der ser ude hele året rundt 🙂

Voderup klint i solnedgangen