Spot på litteratur: Gry Pil Ranfelt

Hvad hvis man en dag vågnede op som barn igen og startede forfra? Det tænkte jeg nogle gange på, når jeg cyklede langs Aarhus havn til gymnasiet. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville brillere i anden omgang, hvordan jeg ville tage livet seriøst og opnå mere.

At gå tilbage i tiden og gøre sit liv om. Hvem der bare var så heldig.

Så kom den efterfølgende tanke: Hvad hvis man aldrig stoppede med at gå tilbage? Hvad hvis man bare blev ved og ved med at opleve starten af sit liv uden nogensinde at høste frugten af det?

Tanken krøb op gennem min krop og fik mine hænder om cykelstyret til at stivne. Dagdrømmen var blevet til et mareridt. Og jeg var bare nødt til at skrive.

Louises historie starter ikke det mest åbenlyse sted. Dér, hvor jeg selv startede i mit første udkast. Dér, hvor hun vågner op som elleveårig og opdager, hvad der er sket. Dér, hvor hun forsøger at gøre alt rigtigt, så hun kan redde sin far fra en bilulykke og blive dygtig nok til at nå ind på sin drømmeskole. Nej, den del er ikke med. Hvorfor?

Fordi vi kender den historie. Jeg var interesseret i det, der kom efter. Hvad når hun vågnede op som elleveårig for anden gang? Eller tredje? Ville hendes forsøg på at være god og dygtig vare ved som en lysende sti, der guidede hende gennem helvedet? Eller ville de smuldre?

(Spoiler: De smuldrer. Det sker på ca. side 45)

Det er den smuldren, jeg er interesseret i. Hvem er vi, når alle vores idealer og illusioner glider væk, og vi ser livet, for hvad det er: brutalt, skånselsløst og forudsigeligt i dét, at man altid ved, at der bliver kastet en ny sten mod én. Og den skal nok ramme plet, lige på næsen.

I min egen opvækst har jeg set folk prøve at hakke et stykke mening ud af livet, og jeg har set deres arbejde blive slået til side af en syndflod af ulykker. Derfor har jeg tænkt meget over det – hvordan bliver man lykkelig? Og hvordan bliver man lykkelig under forfærdelige omstændigheder? For vi kommer jo alle ud for dem, før eller siden, disse forfærdelige omstændigheder.

Da jeg skrev Tidsfangen var det for at undersøge dette spørgsmål. Jeg havde håb, men også bange anelser. Mit håb tog form af karakteren Todd, som er Louises modspiller i Tidsfangen. Han er en anden tidsfange, der har søgt hjælp i buddhismen til at håndtere sin situation. På trods af den gennemtrængende ligegyldighed, har Todd holdt fast i en moral, hvorimod Louise har kastet enhver hensyn for andre mennesker til siden. For Louise er der ikke nogen at tage hensyn til. Menneskene omkring hende er ikke ægte. De er rekvisitter, som hun kan bruge.

Men Todd er ægte. Todd husker alt, hun gør. Todd vil hun lytte til.

Deres kamp mod hinanden og verden er omdrejningspunktet i Tidsfangen, og hvad resultatet bliver, er der jo så kun én måde at finde ud af 😉 (Altså at spørge én, der har læst den …)

Find eventet <– her

Find Gry <– her

Spot på litteraturen: Stephanie Fjeldsø Fischer

Mød forfatter Stephanie Fjeldsø Fischer

I dag har skønne Pipaluk givet mig ordet, i forbindelse med arrangementet ”Spot på lokal litteratur” der afholdes på Viborg bibliotek d. 14. februar fra kl. 19 til 22. Jeg er nemlig en af de heldige forfattere, der har fået lov til at komme og fortælle lidt om mine skriverier.

Hvem er jeg?

Mit navn er Stephanie Fjeldsø Fischer, jeg er 23 år og bor i Holstebro. Jeg gik på Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi fra 2013 til 2016, og i 2017 tog jeg på Vestjyllands Højskole i 5 måneder med forfatter og teater som hovedlinje.

Jeg har altid holdt af at finde på historier, og lige siden jeg lærte bogstaverne at kende, har jeg skrevet historierne ned. Nogle på en lille blok og andre i et kladdehæfte i folkeskolen. Sommetider var læreren nødt til at sætte et maks. sidetal på, ellers kunne jeg fortsætte i uendeligheder. Sådan er det stadig, men jeg har lovet Pipaluk at styre mig.

På grund af muskelsvind kan jeg ikke længere skrive i hånden, så nu foregår alt i Word. Det er også okay – så slipper jeg da for skrivekramper og udtværet tekst (jeg var venstrehåndet) 😛

Hvad skriver jeg?

Det der lige falder mig ind. Nogle gange realisme, andre gange fantasy og for nyligt har jeg kastet mig over science fiction og horror. Hvordan de to nyeste genrer kommer til at gå, må tiden jo vise. Men jeg tror, det er godt, at prøve noget nyt engang imellem.

Da jeg første gang blev antaget til en antologi, var det med en lille kærlighedshistorie. Den udkom i november 2012. Siden da er samlingen vokset til 7 antologier og 1 selvbiografi. Det er gået stærkt. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig til at se flere bøger tilføjet til samlingen. Se historierne flyve ud i verden.

Lige nu skriver jeg primært på en YA dark fantasy serie, som du kan få lov til at smuglytte til hvis du kommer til ”Spot på lokal litteratur” den 14. februar. Derudover har jeg altid et par andre små projekter, for ikke at køre surt i det, når jeg redigerer. Når jeg kommer til 6. redigering, er det bare ikke særlig spændende længere. Så vil jeg gerne videre, have historien ud i verden og se den leve blandt jer skønne læsere.

Så hvad vil jeg fortælle til ”Spot på lokal litteratur”?

Ja, det må du jo komme og finde ud af 😛 Det vil jo ikke være sjovt, hvis jeg fortalte alt nu, vel?

Men, fordi du har været så sød at læse indlægget færdigt, kan jeg afsløre, at jeg bl.a. vil fortælle lidt om hvad der for alvor fik mig til at skrive, og hvordan jeg i 2014 sprang ud i at selvudgive min selvbiografi, som består af små beretninger og giver indblik i hvordan livet med muskelsvind ser ud fra min stol. Så kommer jeg også lidt rundt om min fantasy, og hvordan den stille og roligt har taget form gennem de sidste 4 år. Som lovet vil jeg også læse lidt op fra min fantasy. Og sidst men ikke mindst er der også mulighed for at stille alle de spørgsmål, du må have på hjerte.

Efterfølgende bliver jeg hængende lidt, så der er også mulighed for at du kan komme og sige hej, få lidt til den søde tand og anskaffe dit signeret eksemplar af min selvbiografi ”Mit liv med muskelsvind”. Måske der også er andre spændende ting? Man ved aldrig.

Tak fordi du læste med, og jeg håber vi ses!

Find eventet <– her

Find Stephanie <– her

Spot på litteratur: Tanja Lønberg Rasmussen

Jeg hedder Tanja Lønberg Rasmussen, er 34 år gammel og forfatter til en psykologisk thriller serie. Den består af 4 bøger + en novellesamling.

Jeg har drømt om at blive forfatter, siden jeg lærte at skrive, og i en alder af 31 år fik jeg endelig drømmen opfyldt.

Jeg kan godt lide at tage tabu emner op og skrive om dem. I min serie kommer jeg blandt andet ind på emner som: PTSD, hustruvold, sorg og alkohol misbrug.

Ideerne til mine plot kommer til mig på mange forskellige måder: i drømme, gennem tv/film, af overskifter eller artikler som jeg læser. Nogen gange kommer de også til mig, mens jeg står i badet, når jeg kører eller går tur. Hver dag omgiver jeg mig i en verden der inspirer. Jeg har mange flere ideer på lager, så jeg tror ikke jeg vil løbe tør.

Ofte når jeg går i gang med at skrive, stiller jeg mig selv dette spørgsmål: ”Hvad er det jeg ønsker af mine læsere med denne bog?” og som regel er det, det samme svar: ”At rører dem følelsesmæssigt igennem mit plot og mine karakterer.”

Derfor kan jeg godt lide at spille på mine karakterers følelser og for at det skal lykkes kræver det en kæmpe indsats fra min side af.

Jeg laver et stort forarbejde inden:

• Researcher på emnerne jeg behandler igennem bogen.

• Jeg tager på sparringsvisit hos en god kollega, hvor vi snakker plot, opbygger karakterer og snakker hver enkelt karakter igennem med hensyn til følelser for de andre personer.

Det er vigtigt for mig at mange brikker er på plads inden jeg skriver. Man skal kunne sætte sig ind i hver enkelt karakters sted, ellers vil de ikke kunne rører jer læsere.

Ved ting der er fjernt fra en, som for eksempel at være ond eller led mod andre, kræver det en ekstra indsats. Jeg selv er meget mere en menneske elsker, end mine karaktere og det hele er lidt en dyster historie, der kræver store ofre fra de forskellige. Her var jeg på ekstra arbejde og jeg måtte lukke mig selv længere ind i historien.

Det er spændende at kunne skrive om andre verdner eller om andre menneskers hverdag. Men når man sidder bag skærmen med musikken i ørene og lader fingrene bestemme, hvad der kommer til at stå på skærmen, er det også ret ensomt. Derfor er jeg rigtig glad for alle de forfatter grupper man kan melde sig ind i og få et online fællesskab med. Det er også derigennem at jeg har snakket med de andre forfattere, som jeg skal holde oplæg med på Viborg bibliotek d. 14 februar.

Jeg vil her fortælle lidt om hvordan jeg fik ideen til min serie, om mine karakterer og læse lidt op af første bog: ”Sarahs skytsengel.”

Se eventet <– her

Find Tanja <– her

Spot på litteratur: Jette Kjær Petersen

Tak til Bjørg for at lade mig få ordet her på bloggen.

For at dette indlæg ikke skal være en gentagelse af, hvad jeg vil fortælle i Viborg, så vil jeg starte med at fortælle om en oplevelse jeg havde tilbage i 2012. Hvis du følger mit forfatterskab har du sikkert hørt mig fortælle, at det var en drøm som startede mit forfatterskab. Sandt. Eller det var nærmere et mareridt, for der var nogle ret så uhyggelige elementer med i drømmen.

Normalt tænker jeg ikke så længe over de drømme jeg har. Men i den periode var jeg gået en smule i hak med mit liv og jeg følte ikke, at jeg var noget værd. Men så kom den drøm til mig. Jeg så en ånd i en skov ved en sø. For sjovt var jeg begyndt at tyde mine drømme, for på den måde at arbejde lidt med mig selv. Så da denne drøm blev ved med at vende tilbage til mig, prøvede jeg at tyde den. Ser man en ånd i en drøm betyder det, at en åndelig kraft kommer med en gave til en. Først forstod jeg ikke budskabet, men da jeg begyndte at udvikle ideer omkring ånden fra min drøm blev det mere og mere tydeligt for mig, at det her kunne blive en ret spændende historie.

Mens ideen ulmede som et spire i mit hoved, holdt jeg det for mig selv i flere måneder. Jeg var nok usikker på at kaste mig ud i noget så stort, og helt udenfor noget jeg før havde prøvet. Den første jeg fortalte ideen til var min mor. Jeg skulle hjælpe hende med en opgave til en uddannelse hun var ved at tage, og hun mente, at hvis hun kunne springe ud i en uddannelse, så kunne jeg også springe ud i at skrive.

Det blev startskuddet til Lygtemandens datter. Skrev den i øvrigt kun på tre måneder. Det var en vild rejse at få lov til at udvikle mig sammen med karakterne i bogen.

Siden Lygtemandens datter kom efterfølgeren Englens søn også til. Men i forhold til hvor let jeg havde ved at tage skrivefaget til mig, udviklede jeg også en kæmpe tvivl om forfattervejen overhovedet var noget for mig. Jeg har haft rigtig gode oplevelser som forfatter, men jeg har også været inde i svære perioder og oplevet en dyster bagside, hvor jeg både fik skriveblokering, humørsvingninger og mistede troen. Der var ikke noget valg, jeg måtte rive stikket ud i en periode. Der skulle være ro omkring mig, så jeg kunne beslutte mig for, hvad jeg nu skulle stille op.

Nu er det bare sådan at jeg er pokkers stædig, så med pennen i den anden hånd skrev jeg videre på et helt andet projekt og fandt igen glæden ved at skrive.

Sidste år skrev jeg et eventyr, som blev udvalgt til at indgå i en eventyrsamling hos forlaget Dreamlitt. Det gav mig virkelig et boost. Endelig føltes det igen rigtigt at gå forfattervejen og jeg har lært at man aldrig skal give op på sine drømme selv om det nogle gange er op ad bakke.

I øjeblikket arbejder jeg med et romanprojekt, som jeg har haft gang i on/off i fire år. Inspirationen fik jeg fra ulvedebatten som stadig kører. Håber, at jeg i løbet af dette år finder et forlag som vil udgive den første historie ud af to manuskripter, som det ser ud indtil videre. Hvis det sker skal I nok høre meget mere om projektet.

Hvis du kunne tænke dig at høre mere om mit forfatterskab og mine bøger, så kom til eventet på Viborg bibliotek d. 14/2-18 kl. 19:00-22:00. Her vil jeg fortælle mere om, hvordan jeg startede mit forfatterskab, hvordan jeg fik ideerne til mine allerede udgivende bøger, hvordan jeg har skabt personer/væsener, lidt om myterne bag og jeg vil også komme ind på min søgen efter forlag og om hvordan en skrivekonkurrence banede vejen til udgivelse. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine fremtidige projekter og læse op fra en af mine tekster. Ses vi?

Se eventet <– her

Find Jette <– her

Natasja Erbillor: Om mine skriverier

Mine bøger kommer til mig i et flow, nærmest i en lang strøm, hvor ordene bølger uendeligt.
Jeg taster løs, imens ideerne springer frem i hovedet, så hurtigt, at jeg må have en notesbog til
ideer og plotopbygning ved siden af.

Men når det er sagt, så er det ikke dette flow, der gør en historie god. Det er benhårdt
redigeringsarbejde. Det er omskrivninger, plot og opbygning. Nogle gange skal hele historien
vendes på hovedet, andre gange skal en scene i starten først komme i midten. Nogle gange er
ordet ’skriger’ bare ikke helt det rigtige, men ’brøler’ derimod meget mere passende.
Jeg kan ikke sige, hvilken fase jeg bedst kan lide. Der er et eller andet utroligt berusende ved
at skrive løs på en bog, som optager hele mit hoved – også når jeg ikke skriver. Men det er
også fedt at nørde med sproget og opbygningen af plottet, med de bittesmå detaljer og
karaktererne. Dertil kommer samarbejde med min redaktør og senere grafikeren, der sætter
bogen op, laver forside og evt. illustrationer.

Det er nok det, der gør, at jeg elsker mit hverv som forfatter. Jeg stornyder hele processen ved
at skrive en bog.

Misforståelsen
Min debutroman Misforståelsen blev skrevet på præcis denne flow-agtige måde. Jeg skriblede
og skriblede, og så redigerede jeg. Bogen handler om de to veninder Mathilde og Yasemin, om
deres helt almindelige liv som teenagepiger. Selvom livet som teenagepige aldrig er helt
almindeligt.


Løgnen
Løgnen er bog nr. to om Mathilde og Yasemin, hvor vi igen følger deres liv med nye problemer
om drengekys, dumme forældre og folkeskolelivet.
Begge bøger er til piger i 10-14 års alderen og udgives på forlaget Carlsen som en del af
Sommerfugleserien.


Letlæsningsbøger
I foråret kommer der to letlæsningsserier fra min pen, og jeg har fundet ud af, at jeg er helt
vild med at skrive letlæsningsbøger. Her skal jeg virkelig komprimere plottet og fortælle en
god historie med meget få ord. Det er både lærende, krævende og virkelig fedt.
Den ene serie hedder Ida går til dans og handler om Ida, der starter på et dansehold. Men det
er svært at lære alle de svære trin, især når de andre piger er så gode. Serien er på lix 8,
illustreres af evigdygtige Mette-Kirstine Bak og udgives af Straarup &amp; Co.
Den anden serie hedder På rejse med Majse. Her tager Majse og hendes skøre far på eventyr
rundt på de syv kontinenter. I de første to bøger besøger Majse USA og Marokko. Serien er på
lix 12 og udgives af forlaget Elysion.

Følg mig her
Jeg har et lille hjørne af internettet, hvor I kan læse om mig og mine udgivelser. Min
hjemmeside er: www.natasjaerbillor.dk

Ellers er jeg nok mest aktiv på instagram under @natasjaerbillor. Det er altid hyggeligt, når I
følger med 🙂

Claus Lohman fortæller om sine bøger

 

Først og fremmest vil vi gerne vide, hvem du er 🙂

Jeg hedder Claus M. Lohman, er 45 år og far til to drenge, Andreas på 8 år og Simon på 13, som ofte lægger ører til mine mange idéer til historier. Jeg underviser i fysik og kemi på Højmeskolen i Odense. Sammen med de odenseanske biblioteker og byens ungdomsskole er jeg koordinator på et nyt skrive-, film- og computerspilprojekt for byens unge, ’Xpand Your Fantasy’, der vil løbe af stabelen i foråret 2018 og er tænkt som en årlig tilbagevendende begivenhed.

 

Nu har jeg læst dine to første bøger, og de handler meget om forskning. Hvad gør at det lige er forskning og gener, der er dominerende i dine bøger?

Naturen har altid fascineret mig, og jeg er imponeret over de unikke måder, liv er i stand til at udvikle sig på. Mine bøger er derfor en hyldest til naturen, som altid vil stå over mennesket, selvom mange fejlagtigt tror, vi behersker den. Vi er blot en mikroskopisk del af noget meget større, og det prøver jeg at vise i mine romaer.

 

Hvor kom inspirationen fra til at skrive om Amish folket?

I Genstart, der er min debut, skulle jeg bruge et folk, der havde levet genetisk isoleret i mange generationer for at få genetikdelen til at virke så realistisk som muligt. Amish-folkets fantastiske måde at anskue tilværelsen og leve som én samlet organisme på, gjorde, at netop det folk var selvskrevet til at lade min bogs handling udspille sig i.

 

Hvilke bøger har du skrevet og kommer der mere fra din hånd?

Jeg har skrevet en krimi-, spændings- og videnskabstrilogi, Genstart, Genspejl og Genkald, om retsgenetiker Sarah Bermann og amishen, David Stoltzfus. Oprindeligt var Genstart tænkt som en enkelt bog og ikke en trilogi, men da flere læsere uafhængigt af hinanden kontaktede mig og sagde, at de simpelthen måtte vide mere om, hvad der videre hændte hovedpersonerne, valgte jeg til sidst at give efter og skrive de to efterfølgere, hvilket jeg heldigvis ikke har fortrudt. Der kommer dog ikke flere i den serie, og jeg synes selv, jeg har rundet serien godt af og bundet en solid sløjfe på alle handlingstrådene.

Jeg er i gang med at skrive en eventyrfilm a la Steven Spielbergs ’Goonierne’ til den Bodilnominerede filmproducer, Marco Lorencen (Hundeliv), der også har købt filmrettighederne til min gentrilogi, og når manus er færdigt og godkendt af produceren, vil jeg omskrive det til bogform, sandsynligvis som første bind i en ny serie.

Samtidig med filmmanus har jeg skrevet en endnu ikke udkommet krimi-, spændings-, videnskabs- og eventyrroman, ’Under Overfladen’, som er første bind i en ny serie om virologen, Martin Henderson, og den arkæologistuderende freelacejournalist, Emma Fitzgerald; romanen er et mix af overraskelser, mord, sygdomsudbrud og bedrag. Bogen har endnu ikke fået en udgivelsesdato, og har man lyst, man kan læse mere om den på min forfatterside.

 

Hvordan bevarer du den inspiration, du har til at skrive?

Det er faktsik ret nemt, for jeg har så mange idéer, jeg gerne vil føre ud i livet. Samtidig har jeg en enorm indre energi, og de to ting kombineret gør, at jeg sagtens kan fastholde momentum, selvom det selvfølgelig tager lang tid at skrive et manuskript. Jeg er så heldig at sparre med andre dygtige forfattere under den lange skriveproces, bl.a. Thomas C. Krohn, Thomas Stordal Philipsen, Søren Skogstad Nielsen, Helga Berg og i særdeleshed Pernille Juhl, og vi er gode til at give hinanden feedback og idéer til forbedring. Pernille Juhl og jeg skriver i hver vores genre, så det giver samarbejdet et ekstra pift, da vi hver især ser hinandens manuskripter med forskellige øjne.

 

Hvad fik dig til at starte med at skrive?

Jeg har altid haft skrivelysten i mig. I mine unge dage skrev jeg digte og en ungdomsroman, som dog ligger i skrivebordsskuffen. Måske tager jeg den frem igen en dag og finpudser den, men det er ikke noget, der er aktuelt lige nu. Genstarts plot havde jeg i hovedet i næsten ti år, og da jeg i 2012 fortalte om den til en bekendt, Lene Skov, syntes hun så godt om historien, at hun opfordrede mig til at skrive den – og efter at have tygget lidt på det, besluttede jeg mig at gøre alvor af hendes ord.

 

Hvordan skriver du en bog? Altså jeg ved godt at du sætter et ord bagved det andet, men er du en, der planlægger hele plottet eller hvordan?

Mange forfattere klistrer tavler og vægge helt til med farvestrålende post-it notes, men selvom det ser rigtig godt ud, er det ikke noget, jeg selv benytter mig af. Jeg starter med at gennemtænke manuskriptets kerne, selve plottet, og når det er på plads, lader jeg handlingsgrene stikke ud som puslespilsbrikker. Derefter nedskriver jeg hele historien kronologisk og på stikordsform, inden jeg fordeler den ud på kapitler. Når handlingen er på plads går jeg i gang med selve skriveriet, men jeg skriver aldrig en roman kronologisk. I mine bøger følger man på skift forskellige personer, så jeg skriver altid deres dele op til det punkt, hvor deres veje krydses, og så går jeg tilbage og starter en ny forgrening. Først når alle delhistorierne mødes, skriver jeg kronologisk frem til slutningen, men epilogen kan jeg sagtens skrive inden eller imens, da den står for sig selv, og er anslag til næste roman i serien. Min sparring med andre forfattere er uundværdlig for mig, ikke kun på grund af det sproglige, men også for at gøre plottet stærkere, udvande eventuelle handlingsfejl og forbedre hovedkaraktererne.

 

Hvad kan du lide, at lave, når du ikke lige skriver bøger?

Jeg elsker at rejse, og til vinter tager jeg og mine drenge to måneder til Oceanien, hvor vi bl.a. vil følge i James Cooks kølvand, da toeren til ’Under Overfladen’ vil tage sit udspring dernede. Det bliver en helt fantastisk researchtur, og jeg er lykkelig over at have muligheden for at tage mine drenge med.

Ellers er jeg sportsinteresseret, men jeg har ikke tiden til selv at dyrke det længere, bortset fra skiferier i ny og næ. Og så skal der også være plads til min kæreste, men hun har heldigvis forståelse for, det kræver tid at skrive.

 

Hvilke råd vil du give en ny forfatter eller en kommende forfatter?

Uha – mange! Vær forberedt på afslag og nederlag, men lad dig ikke slå ud og brug i stedet modgangen til at gøre dit manuskript bedre. Der er rigtig mange dygtige forfattere i Danmark, så indsend aldrig et manuskript, før det er så gennemarbejdet, at det nærmest hænger dig ud af halsen! Hvis det lykkes dig at få dit manus antaget hos et forlag, så forbered dig på kritik og dårlige anmeldelser, da ikke alle læsere er ens. Anmeldelser er ikke rare at vente på, for man ved aldrig, hvad der venter en. Får man ti gode anmeldelser og en dårlig, har man tendens til at fokusere på den dårlige. Lad være med det! Glæd dig i stedet over, at folk bruger tid på det unvers, du har skabt, for det er et stort privilegium. Tænk sig, at der sidder folk, du ikke kender, og læser dit værk. Det er da en fantastisk tanke!

 

Hvordan er det at have udgivet en bog?

Da min debut udkom, blev den bl.a. solgt på dealhunter.dk, og jeg fik en del feedback fra folk, jeg ikke kendte. Det var meget mærkeligt, men som regel rart, da de fleste gav ros. Jeg husker tydeligt glæden over,  at min bog blev indkøbt af bibliotekerne, for tanken om, den ville stå på bibliotekerne, var nærmest surrealistisk. Selvom man kun er aktuel i en kort periode efter udgivelsen, varer glæden ved længe efter og motiverer til at fortsætte med at skrive.

 

Dine bøger er meget gennemarbejdet i henhold til forskning, Amish med videre. Hvordan finder du alle de informationer, du bruger i bøgerne, så bøgernes indhold virker ægte?

Det er i orden, hvis en læser ikke bryder sig om min roman, men vedkommende må ikke kunne sætte en finger på det faglige. Derfor gør jeg en stor dyd ud af at researche ned i detaljen, og hvis jeg af handlingsmæssige årsager bliver nødt til at ændre lidt på virkeligheden, skriver jeg det altid bagerst i bogen, så læseren ved, hvad der er fakta og fiktion. Som regel er fakta i overensstemmelse med virkeligheden, da mine bøger helst skal være så skræmmende realistiske som muligt; eksempelvis i min nye, hvor Verden pludseligt står magtesløs overfor Den Spanske Syge, der hentes op fra dybet og raserer på ny.

Hvis du skulle være interesseret i at vide mere om Claus, så er der flere forskellige sider, hvor det kan ske 🙂 Dansk forfatterforening, Forlaget Proportion, Hans egen facebookside, Hans instagram side, Wikipedia og Krimisiden.

Hvis du nu vil læse bøgerne, så kan de lyttes på Mofibo og købes forskellige steder, som eksempelvis på Saxo og Bog & Ide <– de har den måske også i den lokale butik 🙂

Karen Inge Nielsen snakker om sit forfatterskab

Idag har Karen Inge fået lov at at snakke lidt om sig selv og sin bog her på bloggen, så tag godt i mod hende 🙂

Hvem er du?

Jeg hedder Karen Inge Nielsen. Jeg er 38 år, bosat på Vestsjælland – lidt ude på landet, har været gift i 17 år og har 2 børn på 10 og 13 år.
Jeg er uddannet bioanalytiker og arbejder på regionsjællands patologiafdeling, hvor jeg har været ansat i 14 år.

Hvad har du skrevet?

Min debutroman – en fantasyroman til de yngste teenagere – hedder Ravneskrig.

Kommer der flere bøger fra din hånd? Hvis ja, Kan du fortælle lidt om den/dem?

Ja, det gør der! Til efteråret udkommer fortsættelsen til Ravneskrig. Den kommer til at hedde ‘Natspindlerens dødsmærke’.
Sia, som vi stifter bekendtskab med i Ravneskrig er blevet 2-3 år ældre, siden Ravneskrig sluttede. Men noget er ikke, som det skal være. Livet er blevet anderledes, end hun havde troet, det ville. Og da en stemme begynder at hjemsøge hende om natten, går det langsomt op for hende, at ondskaben stadig lever blandt dem. Natspindleren sætter sit dødsmærke på hende, og hun må endnu en gang kæmpe mod det onde.
Derudover er jeg begyndt at samle ideer til det næste manuskript – og jeg kan afsløre, at det ikke bliver endnu en historie om Sia.

Hvordan kom inspirationen til Sias historie?

Ja, det er faktisk et godt spørgsmål. Jeg har, siden jeg var sidst i 20’erne haft et ønske om at give tilbage. Alle de gode bøger andre har skrevet for at underholde blandt andet mig, fik mig til at ville bidrage til børn og unges læsning. Men der er nogle gange langt fra ønsket til virkeligheden.
En dag kom starten på historien til mig, og den aften gav jeg mig selv den udfordring at prøve at skrive en bog. At jeg udfordrede mig selv skyldes, at jeg mener, man en gang i mellem skal rykkes ud af sin komfortzone. Det er så let at sige: Det kunne jeg godt tænke mig. Men virkelig at gøre det, er noget andet.
At det blev Sia, der kom til at være hovedpersonen i Ravneskrig, skyldes primært min datter. Sia indeholder utrolig mange af de kvaliteter, min datter har – og Ravneskrig er også skrevet til hende.
Inspirationen til karakteren Sia kom altså fra min datter, men selv historien skrev sig selv. Jeg troede jeg havde en plan med den, men den tog mig med ud på omveje, jeg ikke havde regnet med – og den var faktisk også ved at tage livet af Sia på et tidspunkt. Da den endelig var skrevet færdig, stod jeg med en helt anden historie, end jeg havde regnet med. En langt mere tankefuld historie, end jeg havde forudset – men på mange måder viste den mig pointer, som altid har undret mig. Karaktererne stiller både dem selv og læseren spørgsmål, som jeg ikke har svaret på, men som kan være værd at reflektere over.

Hvad er dit råd til andre der drømmer om at blive forfattere?

En gang imellem tænker jeg: Hvorfor var du så tøvende? Hvorfor sprang du ikke ud i det noget før? Hvis man har drømmen og lysten, skal man tage springet. Man skal turde udfordre sig selv – og tage imod udfordringen. Man lever kun en gang.

Hvilken genre skriver du I og ville du eventuelt skrive noget udenfor denne genre?

Historierne om Sia vil jeg kalde ‘jordnær fantasy’ forstået på den måde, at der ikke er noget magisk eller overnaturligt i historierne. De underliggende temaer tager udgangspunkt i situationer, alle vil komme til at opleve. Ravneskrig handler om ondskabens kultur og det at miste sin egen sunde fornuft i forhold til hvad der er rigtigt eller forkert – altså evnen til at høre ravnene skrige, og så selvfølgelig det at miste, mens de underliggende temaer i Natspindlerens dødsmærke er tilgivelse og savnet efter de døde – et tema hvor jeg har hentet stor inspiration i mit eget liv.
Om jeg vil prøve en anden genre… både ja og nej. Min tredje bog bliver også i fantasygenren – men ikke i den samme stil som Ravneskrig og Natspindlerens dødsmærke. Fantasy kan noget i forhold til børn og unge, og det kan jeg godt lide.

Hvordan bevare du inspirationen til at skrive?

Det ved jeg faktisk ikke. Historierne skriver stort set dem selv – jeg er bare den, der trykker på tastaturet.

Hvad vil du gerne have at læserene af din bog for ud af den?

Jeg vil rigtig gerne have, at læseren får en god læseoplevelse. Men når det så er sagt, kan jeg godt lide, når en historie giver noget at reflektere over. Det giver historien en ekstra dimension – og det giver mulighed for at finde ud af, hvad man egentlig selv mener om sagen.
Dette var Karen Inges ord for denne gang. Jeg håber du synes om det og måske har fået lyst til læse hendes bog eller måske følge hende på de sociale medier. Jeg ved at hun er på facebook, så den side kan du finde ved at trykke på linket og hendes bog kan købes på saxo og sikkert også mange andre steder 🙂

Preben Nielsen snakker om sin bog

Jeg har inviteret en meget livsglad fyr ind på bloggen, så han kan tale lidt om sig selv og sin bog. Preben er en fyr, som ikke lader sig påvirke af at han sidder i en kørestol. Det synes jeg er ret fedt, for jeg ved jeg selv nok ville være rimelig irriteret over det. Hans bog er skrevet med en stor livsglæde og meget humor. Det er en af de bedste bøger jeg har læst i år. Den er genial. Nå, men det var ikke mig der skulle tale, så lad os give ordet til Preben:

Start med at fortælle os lidt om hvem du er?

Jeg er Preben. 35 år og bosiddende på havnen i Vejle, hvorfra mit liv og mange skøre projekter udspringer. Jeg er uddannet webdesigner, men hader at lave hjemmesider og vil i virkeligheden allehelst bare foretage mig det stik modsatte af, hvad omverdenen forventer af mig – i stort set alle henseender. Derudover er jeg så heldig at sidde i kørestol grundet medfødt muskelsvind. Det medfører selvfølgelig en del udfordringer, men senest har jeg faktisk formået at skrive en bog om (bl.a.) at leve sit liv i kørestol. Det er sgu’ da ret fedt. 

Du har skrevet en meget interessant bog. Hvad fik dig til at starte med at skrive?

Skriveriet har altid faldt mig naturligt. Jeg skrev nogle gode stile i folkeskolen og skrev ofte bare for at skrive. Det endda selvom jeg var enormt skoletræt meget tidligt og faktisk sjældent dukkede op. Ihvertfald i de senere klasser. Jeg bloggede også en del i midten af 00’erne – altså før det blev hipstersmart og cool at dele sin hverdag med random mennesker. Dén her bog, mine erindringer fra fødsel og frem til mit nuværende 35-årige jeg, blev mest af alt påbegyndt for min egen skyld. For bedre at kunne forevige vigtige minder og øjeblikke. Det er faktisk først i år, det sådan for alvor er gået op for mig, at den da selvfølgelig skal udgives og læses vidt.

I har valgt en anderledes måde at få penge til at udgive bogen. Hvilke tanker lå der bag jeres funding? Og ville du gøre det igen, hvis du skrev en bog mere?

Idéen med crowdfundingen kom faktisk fra forlaget. Jeg har tidligere forgæves forsøgt mig med lignende for at delfinansiere andre projekter, så jeg kastede mig ud i det med en vis portion skeptisk. Det havde jeg dog imidlertid ingen grund til, da fundingen jo blev en succes og flere end 75 bøger blev forudbestilt den vej. Crowdfunding er en skæg finansieringsmodel med mange muligheder, så det kunne man sagtens forestille sig, at jeg benyttede mig af igen på fremtidige projekter.

Du har en meget positiv tilgang til livet. Hvor kommer den fra og hvordan bevarer du den?

Min positivitet fylder heldigvis allermest i min hverdag, omend jeg naturligvis også har mindre farverige dage, hvor alle bare kan pisse af. Disse dage er dog efterhånden sjældne, og jeg tror egentlig, at det er livets mange knubs, der hjælper en til bedre at kunne se det lyse i det mørke. Som jeg også skriver om i bogen, har jeg mistet begge mine forældre. Dem savner jeg inderligt. Men de kommer ikke tilbage. Det må man indse og så (for fanden) bare komme igang med at leve dét liv, der er lige for snuden os. Det kan stoppe så uretfærdig hurtigt. 
Nu skal det ikke forståes sådan, at man blot kan slå øjnene op og så bare vælge at være glad og værdsætte alle de små ting og hele magien omkring en. Det er næsten for poppet påstået, og jeg bruger bl.a. musik, frisk luft, kronikker, koncertoplevelser eller et sjældent besøg på kunstmuseum til at booste humøret og rense tankerne. Men jeg er også en sucker for “lifehacks” på nettet og suger gode råd og værktøjer til mig i en lind strøm. Det er typisk værktøjer til at strukturere og simpificere sit liv. Altså at sortere unødig “støj” fra.

Du taler om forskellige tabuer i din bog, hvilket gav mig røde kinder til tider. Hvad fik dig til at tage disse tabuer op til diskussion?

Jeg formoder, at tabuerne der gav dig røde kinder, må være mine fortællinger om oplevelser med købesex og glædespiger, ludere, escortpiger og hvad de ellers kalder sig. Sex er ret naturligt, og iøvrigt et behov alle har. Det er dog min klare opfattelse, at ingen rigtig tør spørge ind til så personligt et emne hos en person med et handicap, der ikke umiddelbart bare lige kan smutte ned på klubben, tage en pige på røven og hive hende med hjem i soveværelset til lagengymnastik. For mit vedkommende har det både været svært at snakke om, skrive om og i særdeleshed også at udforske. Men jeg ville have den del og den side af mig med i bogen, og derfor kan man sige, at en pludselig forestående udgivelse faktisk skubbede mig selv ud fra landgangsbroen og videre ud på dybt og uudforsket vand – seksuelle oplevelser og fantasier skulle udleves.

Hvordan er det endeligt at få udgivet sin egen bog og have den i hånden?

Det helt store gib i mig kom allerede, da bogen så småt begyndte at dukke op til forudbestilling på nettet hos de helt store boghandler, og det gik op for mig, at det her nu faktisk var definitivt. Der var “no turning back” og tilbage blot at afvente og høste reaktionerne. Glæden ved nu endelig at have foreviget så stor en del af sig selv og alle minderne er stor, men samtidig tilsat en vild følelse af også at blotte sig så meget for reelt set hele verden. Det er ret vildt og lidt som at holde vejret i for lang tid – men det giver blod på tanden.

Du har haft mange projekter gennem dit liv, hvilket jeg beundrer. Hvad er dit næste projekt?

Jeg har faktisk allerede gang i hele 3 projekter, og hvor end jeg gerne ville, kan jeg ikke røbe mere endnu. Sådan er det nogen gange, men jeg kan dog nævne, at de alle er projekter lidt i samme art som tidligere set med mig indblandet. Og iøvrigt så store projekter, at de faktisk udfylder min kalender helt frem til foråret 2020.

Har du tanker om at skrive en bog mere? Måske i en anden genre?

Inde i mit hoved er jeg allerede i fuld gang. Jeg kan rigtig godt lide at skrive, fordi det til stor afveksling for mit arbejde med filmproduktion og events er så meget et solo-projekt. Jeg er bevidst om mit talent for at gøre ord levende, men også samtidig bevidst om min lidt vage fantasi. Havde jeg bare lidt mere af den, kunne jeg sagtens forestille mig at skrive en masse fiktion. Min bog “Kan den snakke?” er lidt en palette af oplevelser, holdninger, humor, sorg og spæde livserfaringer. Den er rigtig meget ‘mig’ – men jeg kunne godt finde på at skrive endnu en bog kun om at leve med et handicap og i særdeleshed om aldrig at være alene grundet afhængigheden af hjælperne. En bog, der både kunne være et nyttigt værktøj for mange i lignende situation som jeg; en bog for hjælpere og pårørende samt andre interesserede, men samtidig en bog med masser af kant og humor.
Prebens bog kan købes mange forskellige steder, men her er et link til Saxo, hvor den kan købes og ærlig talt, så er den det værd. Hvis du vil følge ham, hvilket er rigtig sjovt, så kan du gøre det på Instagram og Facebook.

Ditte Wiese fortæller om Provinspis

Jeg mødte Ditte på bogforum sidste år (2016) og der vidste jeg allerede at hun ville udkomme med en bog året efter – altså i år (2017), faktisk idag. Jeg har fået hendes bog lidt før tid og begyndte på den lige så snart jeg fik den ind af døren. Jeg kunne ikke lade være. Der kommer en anmeldelse på bloggen på et tidspunkt, men allerede dengang i 2016 besluttede vi at vi skulle lave et interview til bloggen, når hendes bog kom ud og her er det. Jeg elsker virkelig at lærer forfattere og bøger at kende på denne måde. Det er fedt, så lad os se hvad Ditte har at fortælle os 🙂

Om Ditte:

Jeg er født i 1978 og opvokset i en lille provinsby på Vestfyn, hvor jeg nok også kæmpede lidt med bøhlandsblues. Heldigvis havde jeg gode venner, som jeg fordrev tiden med. Og skrivning, selvfølgelig. Jeg skrev mange noveller og digte som ung. Jeg har altid beskæftiget mig med ord, og alle som kender mig, ved at udover at skrive, så taler jeg også meget.

Efter at have boet flere forskellige steder i det jyske, havnede jeg i København, hvor jeg også mødte min mand. Nu har vi to børn og jeg bor igen i en lille provinsby, denne gang uden for Køge.

I et par år har jeg skrevet seriøst med henblik på at få udgivet en bog. Og for mig er YA-genren simpelthen så fed, for der ikke så mange regler. Der ikke noget der er for meget eller for lidt. Her kan man virkelig skrue på alle knapper.

Det uperfekte, grimme og rå har en særlig plads hos mig, som samtidig er håbløs romantiker og evig optimist – en til tider svær balancegang, men der var vist ingen der lovede, at det skulle være let, det der liv.

unnamed (3)

Lad os først hører hvad din bog Provinspis handler om:

Det er en YA i genren rå realisme.
Ida, som er bogens hovedperson, vokser op i Ansager i Jylland. Det er, ifølge Ida, et provinshul. Hun er 18-19 år i bogen og går i 3.g i Grindsted.
Ida trives ikke. Det føles som om familiebånd og den lille bys bånd strammer. Hun føler der må være meget mere ved det her liv, end bare at kede sig ihjel, og hun drømmer om at komme væk, men hendes far har besluttet, at så længe hun går i skole, så bor hun hjemme.
Det med venner er ikke altid så let. Hun har sin barndomsven, Jon, som bor tæt på, men hun er ikke så god til alt det fnidder og bøvl, som hun synes følger med pigevenner. Og så er hun klogere end de fleste. Hun synes andre er uambitiøse og latterliggør dem, der er tilfredse i provinslivet.
Hun passer sit job i den lokale Brugs, men for at slå tiden ihjel, så har hun tilfældige fyre og en del alkohol.
Hendes angst for at blive svigtet og hendes frygt for at blive bundet til provinsen spænder tit ben for hende, så hun foretager nogle dumme valg ind i mellem.
Bogen har en pige som hovedperson, men kan sagtens læses af både piger og drenge.

Hvordan kom bogen til verden?

Manuskriptet er oprindeligt skrevet til Carlsens konkurrence, Nye Stemmer. Det tog mig to måneder og ti dage at skrive råmanuskriptet. Så havde jeg skarpe betalæsere på, og så renskrev jeg det på knapt to uger og sendte det ind, så det var lige til deadline.
Det vandt som bekendt ikke, men var med i opløbet, og Carlsen ville gerne udgive det alligevel. Siden har jeg så arbejdet med at få skrevet lidt mere til historien, men der er ikke ændret ret meget i det oprindelige manuskript.

Jeg synes at i mange YA bøger er hovedpersonerne mellem tretten og femten år. Hvad gjorde at du valgte at de skulle være lidt ældre?

Det har du helt ret i, at der er rigtig mange historier med lidt yngre hovedpersoner, og måske falder PROVINSPIS lidt mellem YA og NA, men egentlig tænkte jeg ikke så meget over det. Det faldt meget naturligt for mig, måske også fordi det var i den alder, at jeg selv følte, at der skete mange store ting. Kærlighed var pludseligt noget mere og måske for evigt. Jeg flyttede hjemmefra og løsrev fra min familie og forsøgte at finde ud af, hvem jeg så var, hvis jeg bare var Ditte uden konteksten som for eksempel datter og søster. Jeg skulle tage stilling til, hvad jeg ville med mit liv. Ville jeg rejse eller studere? Og hvis jeg ville studere, hvad skulle det så være, for hvad ville jeg faktisk lave sådan resten af mit liv.
Så for mig står den alder meget klart og meget skarpt, og jeg havde nærmest ikke noget valg andet end at skrive i det.

Du skriver at du skrev noveller og digte som ung, er det noget som du regner med at udgive en dag?

De fleste af mine noveller er faktisk gået tabt, fordi jeg er sådan en der rydder op og smider ud. Ting jeg ikke har brugt i et år bliver givet videre, solgt eller ryger på lodsepladsen. Det kan jeg godt være lidt ærgerlig over i dag, men faktisk bygger mit første rigtige bogmanuskript på en af de noveller jeg skrev som ung. Og dét manuskript håber jeg meget bliver til en bog en dag.

Et enkelt af mine digte blev udgivet på forsiden af fagbladet Sproglæreren, da jeg gik i 9. klasse – på tysk endda! Men ellers er de mest hjerte-smerte-digte, og jeg hygger mig med at have dem i gemmerne, men de har slet ikke tyngde nok til at komme ud blandt andre.

Når Provinspis er kommet på gaden og du har fået lidt ro igen, vil du så begynde på en ny bog? eventuelt en toer?

Jeg er allerede igang med en ny bog, som ikke er en 2’er. Hvor PROVINSPIS handler om Ida, som er meget udadreagerende, så handler den nye om Josephine, som er en del mere introvert. Så nu håber jeg, at den bliver så god, at forlaget har lyst til at antage den.

Og egentlig havde jeg forsvoret, at der skulle komme en efterfølger til PROVINSPIS, men så vågnede jeg en nat med hele anslaget til en 2’er, så nu tør jeg ikke afvise det.

Jeg har historie-idéer nok til de næste mange bøger, så jeg skal bare have tid til at skrive dem. Jeg deltog for eksempel i en januarudfordring for forfattere og forfatterspirer, hvor man skulle skrive første kapitel til en historie i en genre, man aldrig før har beskæftiget sig med, så der kastede jeg mig ud i fantasy/dystopi. Men historien har grebet mig så meget, at jeg håber på at kunne skrive den færdig en dag.

Hvad vil du gerne have at læseren for ud af denne bog?

Dét var et svært spørgsmål! Jeg håber, at de der læser bogen kan mærke, hvor svært livet er for Ida. At de, selvom hun er øretæveindbydende, også godt kan lide hende. Måske kan se, at der nogle gange er en grund til, at andre opfører sig som de gør, selvom det udefra bare ser ud som om de bare vil være provokerende og på kant.
Det vil være fantastisk, hvis der sidder en derude, som selv kender til hvor åndssvagt livet kan føles, og bagefter tænker, at han eller hun trods alt ikke er helt alene i hele verden. Der findes andre, som også kæmper med venner og kærester og sig selv. 
Og så håber jeg selvfølgelig at læseren får en fed oplevelse – at de bliver revet med af historien og måske får revet lidt i sjælen.

Drømmer du om en dag at leve af at skrive bøger?

Ja, jeg drømmer om at kunne leve af at skrive og måske undervise. Jeg er meget ekstrovert og vil synes det er svært, hvis jeg skal sidde alene og skrive hver dag. Og så elsker jeg at stille mig op og lære og lære fra mig.

Hvorfor har det grimme, rå og uperfekte fået en særlig plads hos dig?

Jeg tror, at grunden til at jeg godt kan lide det rå og det grimme og skæve, er fordi det skaber kontrasten, så man kan se og høre og mærke alt det fine.
Livet er ikke kun smukt og godt. Det kan det også være, men livet er også grimt og virkelig besværligt. Det kender jeg alt til. Og jeg tror, at det svære er med til at forme os og give os noget kant og vilje. Hvis det da ikke ender med at knække os. Men de fleste mennesker har en indre styrke som de aldrig opdager, før det grimme rammer. Livet er ikke en skid retfærdigt og så kan man lige så godt prøve at tage alle dele med, med oprejst pande.
Og så har jeg altid syntes, at de spændende fortællinger i andres liv er i arret på armen, rynkerne i panden eller de to forskellige strømper på fødderne. Ikke i det perfekte smil eller den den smukke kjole.

Hvordan føles det at stå med din egen bog i hånden?

Det var SÅ stort at åbne den kuvert og endeligt, endeligt stå med sin bog i hånden. Jeg kan slet ikke forstå det. Er både glad og taknemmelig og lykkelig. Og så er det som om det ikke er mig. Noget jeg har arbejdet så hårdt for så længe, og nu er den her! Jeg er glad. Glad med glad på! 
unnamed (2)
Vil du vide mere om Ditte og hendes skønne skønne bog, så kan du følge hende på Facebook og Instagram. Du kan også købe hendes bog, hvilket jeg vil anbefale, for den er ovenud vidunderlig. Jeg har læst den og der kommer en anmeldelse meget meget snart. Den er virkelig virkelig god. Den kan købes på Forlaget Carlsens hjemmeside og saxo.

Anne Amdahl fortæller

Jeg har inviteret Anne til at tale om hendes bog, som udkom den 11. marts 2016. Hun er mor til to og til dagligt arbejder hun på et kontor. Oprindeligt er hun cand. mag. i psykologi og dansk. Det tog hende mange år at få opfyldt forfatterdrømmen, men hun nåede dertil og nu vil hun tale om sin bog lige her på bloggen. 

6643_4697364187159_817218393_n

Hvad handler din bog “Forfatteren – foruroligende fortællinger” om?

Det er en novelle samling på i alt ni noveller. De kaldes foruroligende fordi de alle, på nær en, er meget dystre. Temaerne er bl.a løgn, manipulation og ikke at få det man ønsker sig så brændende.

Hvorfor har du valgt så dystre temaer til din novelle samling?

Det lyder som en kliché men da jeg skrev den kom historierne ligesom af sig selv. Ud over det har jeg altid selv haft en negativ tilgang til mange ting. Det er først her oppe i årerne at jeg har lært at værdsætte de små lyspunkter livet byder på.

Hvor lang tid har din bog været undervejs?

Jeg skrev de otte af novellerne for ca. ni år siden. Den sidste for fire år siden.

Hvordan var din vej til udgivelse?
2 afslag. Noveller sælger ikke rigtigt og man skal være kendt for at de store forlag tør satse på en.
ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyMjUwNzgx
Har du planer om at skrive mere?
Ja, jeg er med i en Skrivegruppe hvor vi giver kritik på hinandens tekster. Men ellers går det lidt trægt. Er ikke så inspireret i år. Har også et fuldtidsjob, så idéerne skal helst komme i fritiden.
Pt leger jeg med at bryde novelleformen.
Hvad mener du med at bryde novelle formen? Skrive en roman?
Nej. En novelle er som regel bygget op efter berettermodellen, med en begyndelse, midte og slutning. Nu skriver jeg punktvis nedslag i nogle menneskers liv. Eller sådan var min sidste historie ihvertfald 😉
Hvad fik dig til at starte med at skrive?
Jeg har altid godt kunnet lide at skrive. Det gjaldt både skoleopgaver og privat blev det brugt som en slags selvanalyse og hukommelsesbank. Jeg har altid drømt om at blive forfatter og for otte år siden var inspirationen der så.
Hvad inspirerer dig?
Oplevelser i hverdagen, historier og oplevelser i min barndom eller en sætning der lyder godt.
Hvorfor skal vi vælge at læse din bog?
Jeg synes de skal læse min bog især hvis de længes efter et modspil til ja-kulturen og vil have nogle historier der graver dybere og med interessante problemstillinger.