‘Fiktive TV serier, tidsrejser – og danskere, der skriver på engelsk, del 2’ af Claus Holm, forfatter

Om fiktive TV serier og tidsrejser:

Da jeg begyndte at skrive, gav jeg mig selv det løfte, at jeg altid ville skrive det, jeg havde lyst til – uanset
genre. Hvis jeg fik en ide, jeg godt kunne lide, ville jeg forsøge at se, hvad der kunne blive ud af den. Derfor
er der da også forholdsvis stor forskel på mine bøger. Dreams and Awakenings og Introduction to Isolation
er meget korte, ofte uhyggelige, Twilight Zone-agtige historier med et twist i slutningen. De der vogter var
fire sammenhængende, lange historier om helt almindelige mennesker, der pludselig er ude i situationer,
hvor de mister kontrollen over deres eget liv. De handlede alle sammen om håb og om at følge sine egne
drømme. Tempus Investigations – Season One var en overnaturlig thriller, skrevet som en fiktiv TV serie i
stil med Buffy og Supernatural. Og den nye bog, som udkom her i april, hedder The Tucson Time Traveler.
Den handler (sjovt nok!) om tidsrejser, og jeg er vendt tilbage til de forholdsvis korte noveller – 10 noveller
er der i bogen. Her fokuserer jeg mere på, hvordan tidsrejser og ny teknologi kan ændre menneskers liv.

Forestil dig for eksempel, at en person med en tidsmaskine tog tilbage til 1930’erne og slog Hitler ihjel. Det
ville ændre historiens gang voldsomt – men til det bedre, eller værre? Det ville skabe en helt ny fremtid.
Og hvad nu, hvis en ANDEN tidsrejsende fra denne nye fremtid valgte at tage tilbage til det samme
tidspunkt – og hjælpe Tyskland med at vinde krigen? Det er plottet i den første historie i bogen, som hedder
The Hitler Dilemma. Det er et gammelt udtryk inden for tidsrejser, for det er et spørgsmål om, hvorvidt
fremtidig historie kan dømme en person, der endnu ikke har udført de handlinger, den tidsrejsende ved,
han vil gøre. Hvis man slog Hitler ihjel, da han bare var en fattig kunstmaler, ville han aldrig blive Fører –
men er det moralsk rigtigt at gøre det? For stakkels kunstner-Adolf har jo ikke gjort noget forkert… endnu.

Eller hvad hvis man kunne genskabe en afdød person som et hologram? En computerstyret lysfigur, som i
alle henseender er ligesom den afdøde. Er det så det samme?

Eller hvad hvis man levede i alle øjeblikke af sit liv på en gang? Hvis man kunne sende sin bevidsthed frem
og tilbage i tiden, henover sin levetid, og leve ethvert øjeblik, når man ønskede det? Måske genleve
specielle favoritter mange gange?

Hvis disse tanker får dig til at få lyst til at læse den, så er bogen The Tucson Time Traveler at finde på
Amazon. Der kan man også læse en smagsprøve, helt gratis.

Men for lige at vende tilbage til den fiktive TV serie, jeg nævnte før.

For flere år siden skrev og læste jeg en del fanfiction. Jeg har altid haft en sær fascination af fanfiction, fordi
det lader forfattere lege med andres karakterer, uden at skabe deres egne – hvilket på en gang er smart og
dumt. Smart, fordi det giver usikre forfattere en sikker start på det at skrive og sætte historier sammen, for
de behøver ikke koncentrere sig om karakteropbygning og miljøbeskrivelser i særlig høj grad. Alle ved jo,
hvordan karaktererne i filmen/serien/bogen ser ud, så denne nye historie er bare en videreudvikling af
dem. Dumt, fordi det kan virke som en slags sikkerhedsnet. Man skaber ikke sine egne figurer, men
genbruger andres. Det er som et sæt støttehjul på en cykel, og på et tidspunkt bør en fanfiction-forfatter
spørge sig selv, om det ikke er på tide at tage dem af og prøve at køre videre på egen hånd.
Tempus Investigations var en ide, der startede som et rollespil. Mine venner og jeg havde spillet forskellige
karakterer i et stykke tid, og vi begyndte at skrive små historier om dem, der foregik imellem spilleaftnerne.
Disse historier var jo i virkeligheden en slags intern fanfiction, og vi syntes alle, det var sjovt. Jeg ville mere.
Jeg ville se, om disse karakterer kunne flyttes uden for rammerne af vores lille gruppe og gøres spændende
nok til, at andre læsere ville synes om dem. Jeg brugte lang tid på at forsøge at skrive en starthistorie, indtil
jeg blev enig med mig selv om at behandle det her som en form for fanfiction til et TV show, der aldrig
havde eksisteret. Jeg ville skrive på en måde, så en fanfiction-læser ville føle sig hjemme, men samtidig
finde på noget helt nyt. Og jeg begyndte med en pilot episode, ligesom en TV serie ville gøre det.

Det blev til historien How Like a Fallen Angel, som er den første episode i Tempus Investigations – Season
One. Det er historien om Jim Corrigan, en privatdetektiv i San Francisco, som har det lille problem, at han
ikke kan dø. Samtidig har han en særlig evne til at se og tale med ånder, så han ofte hjælper politiet med at
finde ud af, hvad der er sket ved f.eks. et mord. Jim kører sit eget lille detektivbureau sammen med sin
sekretær og assistent Mercedes Perez, som giver ham et ”anker” i den moderne verden (når man er over
115 år, så er det svært at følge med tiden!). Historien følger deres jagt på en seriemorder i byen, som er
besat af religion og har et horn i siden på Jim selv. Mere skal selvfølgelig ikke afsløres her.

Jeg lod den gå rundt til forskellige betalæsere, som alle syntes, den var spændende. Det gav mig blod på
tanden, og jeg skrev yderligere tre episoder, som kom til at udgøre hele bogen. Jeg holdt den i en stil med
meget dialog, forholdsvis let verdensbeskrivelse udover det allervigtigste og masser af humor – præcis som
de serier, Tempus blev inspireret af. Undervejs lavede jeg ret store ændringer på flere af de karakterer, som
mine venner oprindeligt havde skabt, og jeg kan derfor roligt sige, at de karakterer, der optræder i bogen,
er mine karakterer, og ikke deres.

Bogen fik fin omtale, og folk har givet mig meget positiv respons på den. Jeg bestemte mig derfor til at
prøve at udvikle serien lidt, og til sommer sker der to spændende ting. Den ene nyhed er at Season One udkommer som lydbog, optaget og produceret i USA. Jeg har ganske enkelt købt mig til en produktion af
lydbogen og selv valgt skuespiller til oplæsningen. Det glæder jeg mig utroligt meget til, for at høre en
anden person læse min bog op og give stemmer til de karakterer, jeg har fundet på, er en utrolig følelse.
Den måske større nyhed er, at jeg til juli/august udgiver Tempus Investigations – Season Two. Det bliver
min længste bog til dato, og der vil være seks episoder i den. Bogen er en direkte fortsættelse af den
første, så man skal naturligvis starte dér – og begge bøger kommer til at udgøre en helhed.
Jeg bliver altid glad, når folk har fortalt mig, at de har læst Tempus-historierne og følt, at de kom til at holde
af figurerne, for så ved jeg, at jeg har gjort det rigtigt. At de figurer, der i sin tid startede som noget privat,
nu er blevet noget, alle kan synes om. De har fået deres eget liv, og nu kan andre fortælle historier om dem.
På min hjemmeside giver jeg sågar direkte lov til, at folk kan skrive fanfiction eller andre ting med figurerne.
Jeg elsker at se, hvad andre mennesker får ud af dem. Større ros kan en kunstner ikke få, end at andre
ønsker at dele den fiktive verden, han eller hun har skabt.
Det er, som at se sine børn vokse op.

Hvis Tempus Investigations lyder som noget for dig, så kig ind på min hjemmeside www.clausholm.net ,
hvor du kan finde links til både smagsprøver og køb af bogen. Eller læs første kapitel her:
https://www.docdroid.net/YbZIrJS/tempus-reading- sample.pdf

‘Fiktive TV serier, tidsrejser – og danskere, der skriver på engelsk, del 1’ af Claus Holm, forfatter

Om at skrive på engelsk:

Da jeg begyndte min karriere som forfatter, foretog jeg et valg, som for nogen kan virke underligt. Jeg valgte at skrive på et andet sprog end mit modersmål.

Nu er det jo ikke ligefrem usædvanligt at danskere taler og skriver på engelsk. Vi er et af de lande i den vestlige verden, der har de bedste engelskkundskaber. Men ligefrem at skrive og udgive direkte på et andet sprog er der alligevel ikke mange, der gør. Jeg var dog i den situation at jeg var gift med en amerikaner på niende år, næsten udelukkende talte engelsk med mine venner og min svigerfamilie, og at jeg havde tilbragt flere perioder i USA sammen med min daværende hustru, hvor jeg ofte blev taget for at være amerikaner. Jeg tænkte på engelsk. Det var for mig næsten lige så meget mit modersmål som dansk var det – og faktisk er min engelske grammatik bedre end min danske. Derfor begyndte jeg at skrive Dreams and Awakenings på engelsk – og siden da har alle mine bøger været skrevet på engelsk. En enkelt af dem er så blevet oversat til dansk bagefter – De der vogter hed oprindeligt Between Above and Below.

Sjovt nok er det udelukkende fra folk i Danmark, der ser dette som værende unormalt. Englændere og amerikanere tager det helt roligt, at en udlænding vælger at skrive på deres sprog, eller at mine bøger foregår i USA. I Danmark har jeg direkte fået at vide at jeg var snobbet og forstillet, fordi jeg lod mine historier foregå i USA (det skal i parentes siges, at jeg normalt henlægger mine historier til steder, jeg har besøgt i USA, så jeg kan skrive troværdigt om dem, men det er åbenbart ikke godt nok).  Jeg fik fx at vide, at historien Bunkeren burde have været henlagt til et koldkrigs fort i Danmark – selvom hele ideen med historien var at basere den i netop det miljø den foregår i (en nedlagt missilsilo i Arizona) – fordi ”så ville danskere bedre kunne identificere sig med den.” Sådan noget finder jeg ærligt talt er vrøvl.

At skrive direkte på engelsk er ikke noget, jeg nødvendigvis vil anbefale alle mennesker at gøre. Det kræver et mere end godt kendskab til sproget, og en til at kigge det efter bagefter. Jeg har en amerikansk redaktør til at rette eventuelle grammatiske fejl eller danismer, og en dansker med en kandidatgrad i engelsk til at være redaktør – begge to nogen, jeg betaler for at hjælpe mig med at gøre det så godt og korrekt som muligt. Men hvis en forfatter føler, at engelsk er det rette sprog for ham eller hende at skrive på, så skal de ikke føle sig som en form for landsforræder, fordi de ikke skriver på dansk. Man skal altid vælge det, der føles rigtigt for en selv.

Jeg udgiver mine bøger gennem Amazons selvudgiverplatform, der hedder Createspace. Det er Print On Demand i den reneste form. Hvis en kunde bestiller en bog, trykkes den ene bog og sendes hjem til kunden. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde noget andet Print On Demand firma, der går så langt ned i eksemplarer – og uden at det koster en krone i forudbetaling! For trykningen af bogen er noget, Amazon står for. Selvfølgelig tager de en god bid af indtægten fra salget af bogen – men man kan jo bare købe et ordentligt læs til sig selv til ren trykkepris, og så sælge dem i Danmark, hvis man vil. Man skal ikke lægge penge på bordet for at få bogen udgivet og trykt.

Der er dog enkelte ting, man skal være opmærksom på, hvis man vælger at udgive gennem Amazon.

For det første skal der typisk betales importmoms, når man bestiller kopier hjem til sig selv. Det opkræves af fragtfirmaet ved modtagelse af pakken (eller på girokort) og er normalt 25 % af pakkens værdi.

For det andet skal man huske at udfylde de amerikanske skatteformularer og få sig et amerikansk skattenummer. Amazon trækker normalt 35 % i skat, men man kan ændre dette, hvis man for eksempel får en adresse eller bankkonto i USA. Det kræver dog væsentligt mere arbejde og investeringer, så for de selvudgivere, der sælger en håndfuld bøger på et år, kan det næppe betale sig.

Til gengæld er bøgerne flotte! De udgives i paperback, og man kan vælge, om man vil have mat eller blank forside. De trykkes i et format lidt større end det gængse US Paperback format – tættere på det format, vores bøger udgives på i Danmark, faktisk. Papirkvaliteten er fin, og bøgerne ser godt ud. Men man skal selv stå for ALT. Opsætning, layout, design – det skal man selv komme med. Jeg er så heldig at have en talentfuld grafiker, der har sat mine bøger op, men det er det jo ikke alle, der har adgang til.

Heldigvis kan man få trykt et prøvetryk, før man lægger sig fast på noget. Først når man er HELT sikker på, at nu skal det være, trykker man ”udgiv” – og så er bogen klar. Den kan endda laves om til en ebog i Amazons Kindle-format ved et enkelt tryk på en knap! Efter min mening er Createspace en af de bedste platforme for en selvudgiver, og nu da Amazon har meldt sin ankomst til Danmark, kan det jo være, at de kan tilbyde trykning her i landet – hvem ved?

Blogger brunch med Katja Berger

Jeg var i lørdags (d. 13. august), sammen med en masse dejlige kvinder i Bogdrømme i Vejle, for at fejre Katja Bergers snarligt udkomne bog. Det var simpelthen så hyggeligt med både bogsnak og masser af pokemons, selvom min app ikke rigtig ville virke *griner* Det er lidt typisk min telefon. Vi fik en lækker brunch, hvor der i starten var meget tavst, men efterhånden som vi kom i gang, så blev der talt mere og det var bare så skønt. 

Jeg var meget nervøs, for jeg kendte slet ikke nogen af de andre, fra andet end deres blogs. Jeg er et utroligt socialt akavet menneske, så jeg snakkede ikke så meget, men jeg synes stadig at det var super hyggeligt. Jeg er sådan en der godt kan lide bare, at sidde og lytte til andre menneskers samtale, uden at jeg behøver at være en stor del af det. Jeps I know, I’m kind of wierd *GG*

Jeg er vild med det oplæg som Katja lavede for os, som fortalte om hendes vej til at blive forfatter. Det var faktisk spændende, at hører om og så var der noget jeg simpelthen synes var så fedt. Forsiden. Vi så det første udkast og alle de andre udkast af forsiden og det var så sjovt. Tænk at en forside kan ændre sig så meget undervejs. Det var super fedt at se og hører om hele hendes rejse. Jeg holdt også meget af at høre om det hele fra forlaget side. Rikki havde en masse spændende baggrunds viden fra forlagets side. Alt med at udgive, set fra forlagets side. Det var også super spændende. 

Bogdrømme er så skøn en lille bogbutik på en meget anderledes måde. Den er så hyggelig og jeg har virkelig bare lyst til at liste rundt, se på alle bøgerne, sætte mig i den store sofa og læse lidt. Det er en helt særlig lille butik. Den er værd at komme forbi. De har nogle virkelig skønne bøger og så er der jo Rikki, som helt sikkert vil tale bøger med dig, hvis du kommer forbi 🙂 og så er der jo også inde i Bogdrømme et forlag, som hedder Dreamlitt.


Hendes bog hedder “De 7 synder” og jeg glæder mig meget til at læse den. jeg kan slet ikke vente med at få fingrene i den. Du kan læse meget mere om bogen på linket. Jeg kan ikke vise jer forsiden endnu. Den bliver først officielt vist frem i morgen, så derefter kan jeg vise jer den, for den er smuk <3 Jeg vil lave et indlæg om bogen, når vi kommer tættere på udgivelses dagen med billeder af bogen – selvfølgelig 🙂 og jeg kan løfte sløret for, at Katja også kommer her på bloggen med et interview. Jeg glæder mig meget til at dele det hele med jer 🙂 

At udgive #4 – Lille forlag

Jeg har snakket med Jette Kjær Petersen om hvordan det er at udgive på et lille forlag. Så idag kan du læse hendes svar lige her på bloggen ;D

Hvilken måde har du udgivet på?

Jeg har udgivet på et nystartet forlag, som jo selvsagt ikke var så stort. Det er et medudgiver forlag.

Hvor mange bøger har du udgivet på denne måde?

En bog. De næste to bøger bliver fra samme forlag, men uden medudgiver. Der står forlaget for udgifterne.

Hvordan var det at udgive på den måde?

Medudgiver er jo altid risikofyldt. Vil man tjene sine penge ind igen? Men når de ligefrem tilbyder at udgive de næste to i serien så kunne jeg jo ikke lade være med at slå til. Så lægger risikoen ikke længere kun hos mig. Det giver lidt mere tryghed.

Hvilke tanker havde du gjort dig om, hvordan du skulle udgive?

Jeg gjorde mig faktisk ikke så mange tanker. Jeg prøvede at sende til nogle af de store forlag, men desværre uden held. Vejen til udgivelse er meget lille. Men jeg var nok lidt stædig. Her sad jeg jo med et manuskript der var blevet udvalgt i en konkurrence til at få en redaktørudtalelse og en rigtig god en fik den. Så hørte jeg om det her nye forlag og tænkte at måske var det den vej jeg burde gå. De kunne lide manuskriptet og her sidder jeg i dag med bogen i hånden og inden længe også anden bog.

Hvad fik dig til at vælge denne udgivnings metode?

Som sagt var det ikke noget jeg havde overvejet fra start. Men jeg kunne godt fornemme at de store forlag var svære at komme igennem til, så måtte jeg jo prøve et mindre forlag.

Hvilke fordele og ulemper ser du ved at udgive på den måde?

Fordele er at man kan købe sig til den rette hjælp for at få bogen færdig. Det er især godt hvis man ikke har prøvet at udgive noget før og måske godt selv er klar over at ens plot mangler det sidste.

Ulempen er selvfølgelig at man løber en risiko. Får man sine penge tilbage og kan bogen blive synlig nok fra et lille forlag?

Hvor meget fik du hjælp til?

Forlaget havde ydelser man kunne tilkøbe sig, hvis man ikke selv havde lyst til at kaste sig ud i markedsføring. Jeg har selv gjort meget for min bog. Både kontaktet bloggere til anmeldelser og aviser.

Vil du anbefale denne måde at udgive på? Hvorfor?

Både ja og nej. På den ene side er det en fantastisk mulighed, at kunne få hjælp til at stramme manus op og at det samtidig munder ud i udgivelse.

Men hvis ens bog ikke får så stor succes, så kan man risikere at tabe penge på det.

Jeg føler selv, at jeg har været utrolig heldig. Jeg har fået den rette hjælp, været med på messer og fået mange gode oplevelser med udgivelsen af min debut.

 

At udgive #3 – Stort forlag

Idag har jeg spurgt Line Kyed Knudsen, hvordan det er at udgive på t stort forlag. Hun har så ikke kun udgivet på et stort forlag, men to 😀 Det er ret godt gået, hvis du spørg mig. 

Hvilken måde har du udgivet på?

Jeg har udgivet bøger på tre forskellige forlag: Gyldendals forlag, forlaget Carlsen og et par stykker på Alineas forlag. Jeg vil mene, at Gyldendal og Carlsen er nogle af de største forlag i DK.

Hvor mange bøger har du udgivet på denne måde?

Jeg har udgivet 52 bøger for børn og unge. Og har 6 bøger på vej her i 2016… (Du kan se og købe hende bøger på saxo)

Hvordan var det at udgive på den måde?

Det kunne nok ikke være bedre, tænker jeg…

Hvilke tanker havde du gjort dig om, hvordan du skulle udgive?

Da jeg skulle sende mit allerførste manuskript ind i 2002 – en fantasy-historie – kendte jeg ikke særlig meget til forlagsbranchen, så jeg sendte bare manus ind til det største forlag, jeg kendte (Gyldendal). Jeg skrev et par ord om mig selv; at jeg var 30 år og studerede filosofi og økonomi. Min strategi var, at fik jeg afslag, ville jeg sende til det videre til det næststørste forlag, som jeg kendte dengang, osv… Men Gyldendal antog mit manuskript med det samme. Jeg skulle hverken rette i det eller skrive om; jeg blev bare bedt om at skrive en fortsættelse med det samme, og dernæst ville de have mig til at skrive en ungdomsbog. Da jeg var meget uerfaren på det tidspunkt havde jeg nogle frokostmøder med min første redaktør (som syntes, at jeg havde et talent) og hun gav mig et par små skrivetip – fx show it, dont tell, som jeg aldrig havde hørt om… 😉 Så på den måde var jeg ”inde i varmen” med det samme og havde i en lang årrække ikke brug for andre forlag end Gyldendal. Men efter at have udgivet omkring 16 børne- og ungdomsbøger på Gyldendal, sprang jeg ud som fuldtidsforfatter (som jo var drømmen).

På det tidspunkt var andre forlag begyndt at kontakte mig, fordi de gerne ville have mig til at skrive bøger for dem. Bl.a. forlaget Carlsen, som jeg indvilligede i at skrive bøger til (og også Alineas med et par letlæsningsbøger sagde jeg ja til). Ved at have to-tre forlag kan jeg udgive flere bøger om året, og på den måde var det et godt springbræt til en fuldtidsforfatter-karriere.

Hvad fik dig til at vælge denne udgivnings metode?

At have to-tre forlag (jeg kunne godt have flere, hvis jeg ville, men det er der simpelthen ikke tid til) gør, at jeg mere selv kan tilrettelægge mine udgivelser. Jeg er mere ”fri” – der er ikke nogle af forlagene, der prøver at putte mig i en særlig boks; de ved efterhånden, at jeg skriver hvad der passer mig, fordi jeg nu har økonomisk frihed til fx at skrive en sci fi zombie-apokalypse og ikke én af de efterspurgte socialrealistiske ungdomsbøger…

Hvilke fordele og ulemper ser du ved at udgive på den måde?

Folk fra bogbranchen har ofte spurgt mig, hvorfor jeg ikke ”selvudgiver” nu, fordi de mener, at det er mit navn, der sælger og ikke forlagets navn længere. På den måde kunne jeg tjene (endnu) flere penge. Men jeg er først og fremmest forfatter og ikke en innovativ entreprenør-type. Jeg vil bare gerne skrive hver dag, så jeg kommer aldrig til at få mit eget forlag. Jeg elsker også samarbejdet med mine redaktører for meget til at gå helt solo. Og forlagsbranchen er lille. Jeg kender rigtig mange af redaktørerne. Jeg har pt arbejdet sammen med 9 forskellige redaktører, og det har været både inspirerende og lærerigt.

Hvor meget fik du hjælp til?

Jeg får vel almindelig redaktørhjælp til mine bøger. Altså, jeg sender manus ind og jeg får det tilbage med kommentarer. Så retter jeg og skriver lidt om, og hvis redaktøren ellers synes, jeg har gjort det godt nok, bliver det sendt til tryk og så er det korrektur-tid…

På de store forlag kører markedsføringen rimelig meget på skinner. Fx min sidste bog fik et banner-reklame banegårdene i DK! De sender naturligvis også pressemeddelelser ud, og annoncerer i div. blade.

Vil du anbefale denne måde at udgive på? Hvorfor?

Jeg synes da altid, man skal prøve de store forlag først. På de store forlag sidder de virkelig dygtige redaktører nemlig 😉

Er der mere du har lyst til at tilføje?

Hvis man virkelig drømmer om en seriøs forfatter-karriere skal man aldrig udgive på et ”selvudgiver-forlag” hvor man fx selv betaler udgivelsesomkostningerne. Hvis man ikke får sit manus antaget af et almindeligt anerkendt forlag, så ER der en grund; Du er IKKE god nok (endnu). Det er en hård erkendelse, fordi mange af os (det oplever jeg også selv) har enormt mange blinde pletter, når vi skriver. Vi kan simpelthen ikke altid se, når vi er dårlige (og så får forlagene skylden). Meget af mit arbejde består i hele tiden at blive bedre til selv at spotte mine blinde

pletter (fx kommer jeg tit til at bruge for mange adjektiver og kommer til at gentage mig selv) og det er sådanne fejl, der fx kan skæmme et godt plot eller en god fortælle-tone. Og pas på med beta-læsere! … Betalæsere er ofte alt for søde til at bedømme et manus objektivt. Mange beta-læsere er i forvejen bognørder og kan hurtig blive en ”fan”.

Har du en ”betalæser-fan”, så skift hende ud eller lad være med at lytte til hende. For har man ”fans” på den måde kan det medvirke til, at man bliver endnu dårligere til at forstå afslagene fra forlagene; ”Når nu mine beta-læsere er vilde med min bog, hvorfor er forlagene så ikke?”…

At udgive #2 – Selvudgivning #2

Idag har jeg spurgt Mette Glargaard, hvordan er det for hende at selvudgive. Jeg syntes det er spændende, hvilke tanker der ligger bag valg af udgivnings metoden 😀

Hvilken måde har du udgivet på?

Jeg har selvudgivet på eget forlag siden 2009

Hvor mange bøger har du udgivet på denne måde?

Selvværd for begyndere

Det perfekte parforhold

Helterejsen

Gnist, nærvær og samtale i parforholdet

Sådan bliver vi aldrig

Humlebien Bumle

Poul Glargaards datter

Døde Mænd

Fuck Det Pis

Hvordan var det at udgive på den måde?

Svært og bøvlet i starten – men det er blevet nemmere og nemmere.

Hvilke tanker havde du gjort dig om, hvordan du skulle udgive?

Jeg vidste godt, at jeg var for utålmodig til at vente på et forlags mening og beslutning, så jeg havde ikke rigtig overvejet at sende min første bog til et forlag. Jeg tænkte, at jeg må spørge ud i mit netværk til de forskellige dele af udgivningsprocessen og høre om der var noget jeg ikke selv kunne og så løse det.

Hvad fik dig til at vælge denne udgivnings metode?

Udgivelsesmetoden blev valgt fordi jeg var utålmodig – og sikkert også bange for nederlag og afvisning. Jeg drømte om at skrive siden jeg var 17 og derfor ville jeg ikke risikere at få det ødelagt, da det endelig lykkedes.

Hvilke fordele og ulemper ser du ved at udgive på den måde?

I dag er der kun fordele for mig – den eneste ulempe er, at et stort forlag kan poste penge i hype og markedsføring på en måde, som jeg ikke selv kan. Men mindre forlag kan ikke noget jeg ikke selv kan. Til gengæld ville jeg så få en mindre del af kagen og alt i alt ville jeg tjene det samme – men blive eksponeret bedre med et stort forlag. Et stort forlag har dog også holdninger og det skal jeg ikke deale med nu – jeg kan gøre hvad jeg vil.

Hvor meget fik du hjælp til?

Jeg har gjort alt selv i starten, kun trykning blev gjort af andre. I dag har jeg en layouter i Serbien, der sætter bogen op for mig og jeg udgiver via Saxo Publish, så jeg ikke selv skal agere lager og distribution. Jeg har en dansk korrekturlæser og en oversætter, der bor på Bali til mine engelske udgivelser.

Vil du anbefale denne måde at udgive på? Hvorfor?

Ja til Saxo publish metoden – fordi der bliver mere tid til at skrive. Ja til at selvudgive – hvis man har mod på markedsføringen – ellers dør bogen hurtigt. Men for mange er det ikke salget der er passionen, men det at skrive og så er det vigtigste at få sin bog udgivet – og det er nemt og billigt med Saxos løsning.

Er der mere du har lyst til at tilføje?

Mit bedste råd til nye forfattere er, at lade være med at beskæftige sig med korrektur, cover og udgivelse før bogen ligger færdig. Bare skriv. 🙂

Du kan købe Mettes bøger på saxo 🙂

At udgive #1 – Selvudgivning #1

Jeg har spurgt Connie Friis-Holst om hvordan hun har ser på at det at selvudgive. Det er super spændende, at læse om alle disse forskellige måder at udgive på 😀 Så hvis du skal udgive selv, så er det en god ide, at følge med i disse indlæg. 

Hvilken måde har du udgivet på?

Jeg har udgivet via Print-on-Demand. Min første roman udkom på Saxo Publish sidste år, og den er netop udgivet i 2. udgave hos BoD – Books on Demand, hvor min næste roman også udkommer til april.

Hvordan var det at udgive på den måde?

Det har været enormt lærerigt, fordi jeg vidste absolut ingenting om bogudgivelse, da jeg udgav. Det har givet nogle erfaringer på den hårde måde, kan man sige, så i dag gør jeg mange ting anderledes.

Hvilke tanker havde du gjort dig om, hvordan du skulle udgive?

Ingen overhovedet. Det kom faktisk bag på mig selv, at jeg rent faktisk udgav en bog. Min indre jantelov var nok min værste fjende, så ingen vidste noget om mit bog-projekt – udover 4-5 af mine allernærmeste – og de fik det først at vide et par uger forinden udgivelse. I dag fortryder jeg, at jeg ikke var mere åben omkring det og fik hjælp til bl.a. korrekturlæsning, men jeg ville ikke fortælle det vidt og bredt, hvis det i sidste ende viste sig ikke at blive til noget alligevel.

Hvad fik dig til at vælge denne udgivelsesmetode?

Ved et tilfælde fandt jeg ud af, at man kunne udgive selv uden at det kostede en formue. Jeg tænkte, at det var da dét, jeg så skulle. Det var såmænd kun for sjov, at jeg gjorde det, og jeg havde slet ikke tænkt, at det skulle gentage sig – men det kommer det til, meget snart.

Hvilke fordele og ulemper ser du ved at udgive på den måde?

Ulempen ved at selvudgive er at du ikke har et forlag i ryggen som yder bistand ved korrekturlæsning, design af omslag og alle disse ting. Fordelene er – for sådan nogle som mig – at jeg selv bestemmer, og selv har en finger med i alle processer. Jeg elsker at sidde og nørde med cover til bogen, bagsidetekst, pressemeddelelse og andet markedsføringsmateriale, for min næste roman får alt hvad den kan trække markedsføringsmæssigt. Mine betalæsere er så begejstrede, at jeg godt tør vise verden, at jeg har skrevet en rigtig god bog som jeg er mega tilfreds med. Fordelen ved at udgive selv er også at indtjeningen er en smule højere. Ca. 20% højere i mit tilfælde, og selvom det er peanuts man tjener efter skat, så betyder det alligevel lidt, når man har haft nogle udgifter, som man ikke kan trække fra. Min anden roman her kommer alt i alt til at stå mig i 6.-7.000 kr. og det er billigt. Der skal dog sælges rigtig mange bøger, for at tjene dem ind igen!

Hvor meget fik du hjælp til?

Som sagt ingen hjælp til noget med den første roman. Den næste har jeg betalæsere på, som ganske vist gør det gratis, men de er ærlige og super dygtige. En professionel korrekturlæser har meldt sig på banen, og har tilbudt at læse korrektur uden beregning, hvilket sparer mig for noget der ligner 20 kilo. Derudover har vedkommende også forstand på pressemeddelelser, så pressemeddelelsen, som jeg selv har lavet, bliver tjekket igennem.

Vil du anbefale denne måde at udgive på? Hvorfor?

Jeg vil helt klart anbefale at selvudgive, hvis man finder et forlag, hvor der er mulighed for at tilkøbe services, så man kan få hjælp til de ting man måske ikke er så stærk i eller interesserer sig for. Nogle har det jo sådan, at de KUN skriver og overlader resten til andre. Jeg vil gerne selv have fingrene med i alt, men sådan er vi så forskellige. Jeg vil opfordre folk til at prøve det. Sidder der nogle derude med en forfatterspire i maven, og ikke ved om de tør sende til et forlag, så find et Print-on-Demand forlag og udgiv selv. Det er faktisk ikke så svært! Man skal huske på, at sender man sit manuskript til et forlag, så må man ikke sende til andre forlag samtidig med. Ofte går der 2-3 måneder førend man får svar, så det kan godt blive en lang proces, hvor man måske i sidste ende får afslag på afslag.

Er der mere du har lyst til at tilføje?

Hvis du beslutter dig for at selvudgive, så gør dig selv en tjeneste, og sæt dig ind i de forskellige faser omkring udgivelse, markedsføring osv. Det sparer dig for mange ærgrelser.