Fra halv til hel… PTSD

 

Titel: Fra halv til hel… PTSD

Forfatter: Jens Tømmerup

Forlag: Birmar

Udgivet: 2015

Sider: 92

Bedømmelse: 4/5

Handling:

Jens var med til at samle ligdele op efter et alvorligt flystyrt, hvor ni mennesker døde. Han og hans kollegaer arbejdede hårdt og ingen ville sige at de havde det skidt med det, så han gemte sine følelser væk i atten år. Da det hele vælter frem igen, så finder han ud af hvor svært det er at få hjælp, når det er så længe siden at det skete. Hele systemet er hårdt at komme igennem. Vi følger Jens i hans kamp mod systemet, sig selv og ikke mindst PTSD’en.

Min mening:

Lad mig starte med at sige, at grunden til denne tankevækkende bog ikke har fået fem stjerner er at den er smækfyldt med stave og tastefejl, hvilket er meget synd. Forfatteren er ordblind, men det betyder jo ikke at forlaget ikke lige kan give en hånd med, så bogen bliver perfekt. Det er virkelig det eneste der mangler for, at den ville nå helt til tops.

Jeg har aldrig læst en bog der er så tankevækkende, gribende og rørende på samme tid. Det er virkelig taget direkte ud af mandens liv, uden omsvøb. Sproget er meget simpelt, men det fanger lige det som vi gerne vil vide om hvordan det er at være PTSD ramt i en verden, som ikke fatter hvad der sker. Det er en bog der er vigtig at læse for dem der har været udsendt, for dem der vil udsendes og for dem som er pårørende til en udsendt. Det er vigtigt, at vi får fokus på at selvom de udsendte kommer hjem, så er deres kamp ikke overstået endnu. Det er en meget alvorlig bivirkning af alle de mord, krige og terror der er i vores verden. Det er ikke rart at se dethele igen og igen. Når verden rundt om, så ikke forstår hvorfor der bliver reageret som der gør, så er det bare ekstra svært.

Denne bog ramte mig lige i hjertet. Det er måske ikke et sprogligt mesterværk, men for fanden, hvor rammer den bare lige i hjertet. Jeg ville ønske denne bog havde været der i 2004, da jeg havde en kæreste udsendt i krig. Han kom hjem som en hel anden person og lider også af PTSD. Hvis jeg havde læst denne bog, dengang, så ville jeg nok have handlet væsentligt anderledes. Jeg har den styggeste dårlige samvittighed overfor den mand nu, men jeg vidste ikke bedre.

Den har virkelig fanget mine følelser denne bog og derfor vil jeg anbefale dig, ikke at tage en beslutning om udsendelse, før du har læst denne bog. Det her er hvad der kan ske, når du har været udsendt. Det er så vigtigt et budskab han kommer med, at en er værd at læse.