Spot på litteratur: Gry Pil Ranfelt

Hvad hvis man en dag vågnede op som barn igen og startede forfra? Det tænkte jeg nogle gange på, når jeg cyklede langs Aarhus havn til gymnasiet. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville brillere i anden omgang, hvordan jeg ville tage livet seriøst og opnå mere.

At gå tilbage i tiden og gøre sit liv om. Hvem der bare var så heldig.

Så kom den efterfølgende tanke: Hvad hvis man aldrig stoppede med at gå tilbage? Hvad hvis man bare blev ved og ved med at opleve starten af sit liv uden nogensinde at høste frugten af det?

Tanken krøb op gennem min krop og fik mine hænder om cykelstyret til at stivne. Dagdrømmen var blevet til et mareridt. Og jeg var bare nødt til at skrive.

Louises historie starter ikke det mest åbenlyse sted. Dér, hvor jeg selv startede i mit første udkast. Dér, hvor hun vågner op som elleveårig og opdager, hvad der er sket. Dér, hvor hun forsøger at gøre alt rigtigt, så hun kan redde sin far fra en bilulykke og blive dygtig nok til at nå ind på sin drømmeskole. Nej, den del er ikke med. Hvorfor?

Fordi vi kender den historie. Jeg var interesseret i det, der kom efter. Hvad når hun vågnede op som elleveårig for anden gang? Eller tredje? Ville hendes forsøg på at være god og dygtig vare ved som en lysende sti, der guidede hende gennem helvedet? Eller ville de smuldre?

(Spoiler: De smuldrer. Det sker på ca. side 45)

Det er den smuldren, jeg er interesseret i. Hvem er vi, når alle vores idealer og illusioner glider væk, og vi ser livet, for hvad det er: brutalt, skånselsløst og forudsigeligt i dét, at man altid ved, at der bliver kastet en ny sten mod én. Og den skal nok ramme plet, lige på næsen.

I min egen opvækst har jeg set folk prøve at hakke et stykke mening ud af livet, og jeg har set deres arbejde blive slået til side af en syndflod af ulykker. Derfor har jeg tænkt meget over det – hvordan bliver man lykkelig? Og hvordan bliver man lykkelig under forfærdelige omstændigheder? For vi kommer jo alle ud for dem, før eller siden, disse forfærdelige omstændigheder.

Da jeg skrev Tidsfangen var det for at undersøge dette spørgsmål. Jeg havde håb, men også bange anelser. Mit håb tog form af karakteren Todd, som er Louises modspiller i Tidsfangen. Han er en anden tidsfange, der har søgt hjælp i buddhismen til at håndtere sin situation. På trods af den gennemtrængende ligegyldighed, har Todd holdt fast i en moral, hvorimod Louise har kastet enhver hensyn for andre mennesker til siden. For Louise er der ikke nogen at tage hensyn til. Menneskene omkring hende er ikke ægte. De er rekvisitter, som hun kan bruge.

Men Todd er ægte. Todd husker alt, hun gør. Todd vil hun lytte til.

Deres kamp mod hinanden og verden er omdrejningspunktet i Tidsfangen, og hvad resultatet bliver, er der jo så kun én måde at finde ud af 😉 (Altså at spørge én, der har læst den …)

Find eventet <– her

Find Gry <– her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *