Tara og mesmeritternes dans

Denne bog er den tredje og sidste bog i serien om Tara. Jeg har ikke hørt om der kommer flere. Isa Lemvigh Clausen har skrevet denne ungdomsbog, som er 254 sider lang og udgivet i 2017 på Forlaget Mellemgaard. Anmeldelsen er skrevet af Pipaluk. Tak til forfatter og forlag for Anmeldereksemplaret.

Handling:

Tara bliver kastet ud i et eventyr, som ikke er helt ufarligt. Udfordringer undervejs er farlige, frysende kolde og onde, men der er også fantastiske væsner på hendes vej, venskaber og et håb om at finde det hun inderst inde leder efter. Finder hun det hun leder efter og overlever hun sit eventyr?

Min mening:

Jeg havde ikke høje forventninger til denne bog, fordi eventyret egentlig var slut, så da jeg alligevel kaster mig over den bliver jeg overrasket over hvor meget mere der er for Tara at opleve. Vi følger hende på hendes livs rejse, hvor hun finder ud af hvem hun kan stole på og hvor meget hun faktisk ikke ved om sin familie.

Det er en helt utroligt spændende bog. De små hint igennem bogen, bliver samlet så smukt til slut. Selv hints fra de andre bøger samles her. Ting man måske ikke havde tænkt over, giver nu mening. Et bånd mellem folk, en handling. Ja det giver bare rigtig god mening.

Jeg er så glad for at jeg nu har fået læst denne bog, så jeg har fuldendt serien. Jeg synes det var en interessant rejse, fordi den rummede mere end bare en rejse. Hele historien bag, hvorfor denne rejse skulle foretages, historien om landet og menneskerne der var med var virkelig medrivende og gjorde at jeg blev ved med at vende en side mere. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Alle de mange forviklinger gjorde det spændende at dykke dybere ned i historien.

Jeg synes at jeg kan mærke at forfatteren har udviklet sig gennem de tre bøger, uden at hun har ændret stilen gennem bøgerne. Detaljerigheden er stor, uden at gøre bogen tung og der sker mange ting undervejs, men igen uden at den bliver tung. Selv i de passager hvor der ikke sker så meget, føles bogen legende let at læse. Det kørte bare derudaf med et flydende sprog, som fanger læseren 😍

📚📚📚📚📚/5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *