Smukke & Lille skat

Forfatter: Pia Ryding

Forlag: Skriveforlaget

Udgivet: Idag – 28. September 2017 

Tillykke Pia med din bogbaby. Jeg håber folk vil tage godt imod den ❤️

Sider: 234

Anmelder: Pipaluk

Handling:

Pia og Mille er søstre med hver deres historie om at vokse op i en familie med skilsmisser, overgreb, flytninger, svigt og tavshed. Det er historien om hvordan det er at leve midt i kaosset.

Min mening: 

Mit hjerte er knust. Denne historie er så barsk, at jeg faldt helt fra hinanden og græd som pisket. Ingen bør opleve en barndom som det Mille og Pia oplevede. Det er bare ikke i orden. Sikke et rod, sikke et kaos. Jeg kender kaosset lidt for godt. De mange flytninger, forældre der ikke magter mere, følelserne der sidder udenpå tøjet, men ikke mindst alt det kaos der inde midt i det hele. Måske er det derfor denne historie rammer mig endnu hårdere. Der er aldrig nogen der har forgrebet sig på mig, men jeg forstår alligevel smerten.

Selvom det er en historie der giver ondt i maven, så er det en vigtig fortælling. Det er vigtigt at den slags kommer frem i lyset. Vigtigt at man ikke tror på den fine facade der er sat op. Der kan ske så meget bag hjemmets fire vægge og børn tror på deres forældre også selvom det ikke altid er godt. Børn ved ikke bedre. Jeg har den dybeste respekt for Pia og hendes søster Mille, for at turde skrive denne historie, stå frem med det. I er så seje!

Bogen er hurtigt læst, da kapitlerne er meget små og sproget meget let læseligt. Jeg kom igennem på mindre en tre dage. Den er ikke særlig tyk, så den tager ikke så lang tid at læse, men den vil synke ned i dit hjerte, smelte sammen med det og sætte et solidt aftryk. Det er en af de historier, som jeg vil have med mig længe. Jeg kunne ikke mærke at det var den første bog denne forfatter har skrevet og det er så dejligt at mærke. Jeg var ikke på noget tidspunkt i tvivl om hvad denne bog ville med mig. Det er ikke kun en sørgelig bog. Den er også fyldt med håb og kærlighed, fremtid og styrke. Mærk efter og det hele er der.

📚📚📚📚📚 /5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *