Grænselandet

Dette er et anmeldereksemplar givet til Pipalukbooks fra forlaget Ulven og Uglen. Mine meninger er mine egne og ikke påvirket af nogen 🙂

 

Titel: Mørkets søn, bog 2 – Grænselandet

Forfatter: Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl

Forlag: Ulven og Uglen

Sider: 405

Udgivet: 2016

Anmelder: Den rullende bogblogger

Bagsidetekst:

Hungersnød og krig truer Sikanias mørke folk, og det er op til Destan at redde dem. Som nyudnævnt hersker hviler alt ansvar på hans skuldre, og alliancen med lysets folk kan kun hjælpe ham et stykke ad vejen. Destan må nu vise at han er mere end en egoistisk ballademager, og at han har viljen og evnerne til at bære opgaven.

Men det er svært når han mangler Celina ved sin side, og kampen for at få hende tilbage kan meget vel komme til at koste ham tronen eller livet.

Min mening:

Ligesom med den første bog, har jeg meget blandede følelser. Denne var dog lidt lettere at komme igennem, hvilket var rart.

Det første jeg studsede over, var det store spring i tid der er fra slutningen af 1’eren til starten af 2’eren, hvor der ikke er sket noget. Bind 1 slutter med at Destan ved lige præcis hvad han skal gøre for at få sin elskede Celina tilbage, men bind 2 ligger ud med at først efter flere måneder får sig taget sammen til at opsøge nekromantikeren. Hvis jeg lige havde mistet mit livs kærlighed, havde jeg ikke behøvet at tage mig sammen, for at gøre noget – jeg havde bare gjort det. Destan har en trone at tænke på, men han slår mig stadig som typen, der gør som det passer ham. Det ses tydeligt gennem hele bogen.

Noget andet jeg havde svært ved at købe, er at Destan skulle kunne trænes til at vække de døde. Hvis det er noget alle kan, hvorfor er nekromantikeren så speciel? Ja, jeg kunne godt lide ham som en slags mentor, men jeg manglede en grund til at andre ikke kan praktiserer den slags magi, eller i det mindste en grund til at nekromantikeren ved at Destan kan. På mig virker det nemlig lidt som historien kræver, at Destan besidder den evne, så det gør han bare uden videre.

Til gengæld synes jeg det var rigtig rart at få historien om hvordan mørkets og lysets folk opstod. Det var en information jeg savnede meget i det første bind, da jeg havde lidt svært ved at se hvorfor opdelingen var der, når de to folk mindede så meget om hinanden.

Sprogligt er der også sket en forbedring. Der er større struktur på hvornår man følger hvilke personer, og den går sjældent ind og kommenterer på sig selv, hvilket giver et langt bedre flow.

Enkelte gange sad jeg og undrede mig over valget af personer at følge. Nogle af dem er måske for at skabe spænding til bog 3, for de har ikke rigtig en funktion i bog 2, men så skulle det måske have været samlet i det sidste bind.

Jeg elsker stadig Destan, og jeg føler med ham – særligt da krigen rammer. Han har så meget ansvar og samtidig kæmper han med sin egen sorg, men det stopper ham ikke. Han har et mål og stopper ikke før han når det, uanset hvad andre siger. Han er modig og handlekraftig, og derfor er jeg ikke et eneste sekund i tvivl om, at han nok skal klare det. Han har hjertet med.

Slutningen var ret uventet, og det var forfriskende med et træk jeg ikke havde forudset. Nu er jeg jo nødt til at læse bind 3, for at se hvordan det hele ender.

📚📚📚📚 /5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *