Preben Nielsen snakker om sin bog

Jeg har inviteret en meget livsglad fyr ind på bloggen, så han kan tale lidt om sig selv og sin bog. Preben er en fyr, som ikke lader sig påvirke af at han sidder i en kørestol. Det synes jeg er ret fedt, for jeg ved jeg selv nok ville være rimelig irriteret over det. Hans bog er skrevet med en stor livsglæde og meget humor. Det er en af de bedste bøger jeg har læst i år. Den er genial. Nå, men det var ikke mig der skulle tale, så lad os give ordet til Preben:

Start med at fortælle os lidt om hvem du er?

Jeg er Preben. 35 år og bosiddende på havnen i Vejle, hvorfra mit liv og mange skøre projekter udspringer. Jeg er uddannet webdesigner, men hader at lave hjemmesider og vil i virkeligheden allehelst bare foretage mig det stik modsatte af, hvad omverdenen forventer af mig – i stort set alle henseender. Derudover er jeg så heldig at sidde i kørestol grundet medfødt muskelsvind. Det medfører selvfølgelig en del udfordringer, men senest har jeg faktisk formået at skrive en bog om (bl.a.) at leve sit liv i kørestol. Det er sgu’ da ret fedt. 

Du har skrevet en meget interessant bog. Hvad fik dig til at starte med at skrive?

Skriveriet har altid faldt mig naturligt. Jeg skrev nogle gode stile i folkeskolen og skrev ofte bare for at skrive. Det endda selvom jeg var enormt skoletræt meget tidligt og faktisk sjældent dukkede op. Ihvertfald i de senere klasser. Jeg bloggede også en del i midten af 00’erne – altså før det blev hipstersmart og cool at dele sin hverdag med random mennesker. Dén her bog, mine erindringer fra fødsel og frem til mit nuværende 35-årige jeg, blev mest af alt påbegyndt for min egen skyld. For bedre at kunne forevige vigtige minder og øjeblikke. Det er faktisk først i år, det sådan for alvor er gået op for mig, at den da selvfølgelig skal udgives og læses vidt.

I har valgt en anderledes måde at få penge til at udgive bogen. Hvilke tanker lå der bag jeres funding? Og ville du gøre det igen, hvis du skrev en bog mere?

Idéen med crowdfundingen kom faktisk fra forlaget. Jeg har tidligere forgæves forsøgt mig med lignende for at delfinansiere andre projekter, så jeg kastede mig ud i det med en vis portion skeptisk. Det havde jeg dog imidlertid ingen grund til, da fundingen jo blev en succes og flere end 75 bøger blev forudbestilt den vej. Crowdfunding er en skæg finansieringsmodel med mange muligheder, så det kunne man sagtens forestille sig, at jeg benyttede mig af igen på fremtidige projekter.

Du har en meget positiv tilgang til livet. Hvor kommer den fra og hvordan bevarer du den?

Min positivitet fylder heldigvis allermest i min hverdag, omend jeg naturligvis også har mindre farverige dage, hvor alle bare kan pisse af. Disse dage er dog efterhånden sjældne, og jeg tror egentlig, at det er livets mange knubs, der hjælper en til bedre at kunne se det lyse i det mørke. Som jeg også skriver om i bogen, har jeg mistet begge mine forældre. Dem savner jeg inderligt. Men de kommer ikke tilbage. Det må man indse og så (for fanden) bare komme igang med at leve dét liv, der er lige for snuden os. Det kan stoppe så uretfærdig hurtigt. 
Nu skal det ikke forståes sådan, at man blot kan slå øjnene op og så bare vælge at være glad og værdsætte alle de små ting og hele magien omkring en. Det er næsten for poppet påstået, og jeg bruger bl.a. musik, frisk luft, kronikker, koncertoplevelser eller et sjældent besøg på kunstmuseum til at booste humøret og rense tankerne. Men jeg er også en sucker for “lifehacks” på nettet og suger gode råd og værktøjer til mig i en lind strøm. Det er typisk værktøjer til at strukturere og simpificere sit liv. Altså at sortere unødig “støj” fra.

Du taler om forskellige tabuer i din bog, hvilket gav mig røde kinder til tider. Hvad fik dig til at tage disse tabuer op til diskussion?

Jeg formoder, at tabuerne der gav dig røde kinder, må være mine fortællinger om oplevelser med købesex og glædespiger, ludere, escortpiger og hvad de ellers kalder sig. Sex er ret naturligt, og iøvrigt et behov alle har. Det er dog min klare opfattelse, at ingen rigtig tør spørge ind til så personligt et emne hos en person med et handicap, der ikke umiddelbart bare lige kan smutte ned på klubben, tage en pige på røven og hive hende med hjem i soveværelset til lagengymnastik. For mit vedkommende har det både været svært at snakke om, skrive om og i særdeleshed også at udforske. Men jeg ville have den del og den side af mig med i bogen, og derfor kan man sige, at en pludselig forestående udgivelse faktisk skubbede mig selv ud fra landgangsbroen og videre ud på dybt og uudforsket vand – seksuelle oplevelser og fantasier skulle udleves.

Hvordan er det endeligt at få udgivet sin egen bog og have den i hånden?

Det helt store gib i mig kom allerede, da bogen så småt begyndte at dukke op til forudbestilling på nettet hos de helt store boghandler, og det gik op for mig, at det her nu faktisk var definitivt. Der var “no turning back” og tilbage blot at afvente og høste reaktionerne. Glæden ved nu endelig at have foreviget så stor en del af sig selv og alle minderne er stor, men samtidig tilsat en vild følelse af også at blotte sig så meget for reelt set hele verden. Det er ret vildt og lidt som at holde vejret i for lang tid – men det giver blod på tanden.

Du har haft mange projekter gennem dit liv, hvilket jeg beundrer. Hvad er dit næste projekt?

Jeg har faktisk allerede gang i hele 3 projekter, og hvor end jeg gerne ville, kan jeg ikke røbe mere endnu. Sådan er det nogen gange, men jeg kan dog nævne, at de alle er projekter lidt i samme art som tidligere set med mig indblandet. Og iøvrigt så store projekter, at de faktisk udfylder min kalender helt frem til foråret 2020.

Har du tanker om at skrive en bog mere? Måske i en anden genre?

Inde i mit hoved er jeg allerede i fuld gang. Jeg kan rigtig godt lide at skrive, fordi det til stor afveksling for mit arbejde med filmproduktion og events er så meget et solo-projekt. Jeg er bevidst om mit talent for at gøre ord levende, men også samtidig bevidst om min lidt vage fantasi. Havde jeg bare lidt mere af den, kunne jeg sagtens forestille mig at skrive en masse fiktion. Min bog “Kan den snakke?” er lidt en palette af oplevelser, holdninger, humor, sorg og spæde livserfaringer. Den er rigtig meget ‘mig’ – men jeg kunne godt finde på at skrive endnu en bog kun om at leve med et handicap og i særdeleshed om aldrig at være alene grundet afhængigheden af hjælperne. En bog, der både kunne være et nyttigt værktøj for mange i lignende situation som jeg; en bog for hjælpere og pårørende samt andre interesserede, men samtidig en bog med masser af kant og humor.
Prebens bog kan købes mange forskellige steder, men her er et link til Saxo, hvor den kan købes og ærlig talt, så er den det værd. Hvis du vil følge ham, hvilket er rigtig sjovt, så kan du gøre det på Instagram og Facebook.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *